Ekspert slår fast: - Hybridkrigen raser lige udenfor jeres strande

Den meget omtalte gaslækage efter sabotagen mod Nord Stream 2 gasledningen i Østersøen. Foto: Flyvevåbnet

Den forhenværende taktiske efterretningsofficer og journalist Niels Jensen giver en status på de mange hændelser, der sker i Østersøen i denne tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er jo lige uden for jeres verden, det sker. Kør ned til Gedser og kig udover Østersøen - så kan I få en fornemmelse af, hvad der sker derude. På Lolland-Falster har I to udmærkede udsigtsplatforme. På Gedser Odde og ved Søværnets "hemmelige" udsigtstårn ved Ydø sydvest for Nakskov. Jo, hybridkrigen raser lige udenfor jeres strande ...

Niels Jensen er klar i mælet, når han taler om Østersøen som sikkerhedspolitisk brændpunkt.

Som forhenværende taktisk efterretningsofficer og nuværende forfatter og foredragsholder følger han om nogen, hvad der sker i farvandene ganske tæt ved Lolland-Falster - og de mange hændelser lader bare til at blive flere og flere, nærmest dag for dag.

- Det er jo en hybridkrig, der kører for fuld udblæsning med jamming af elektronisk udstyr og ødelagte kabler på havbunden. Russerne er i fuld gang med at genere vores undersøiske infrastruktur. Men der er også andre aktører involveret. Og det vil tage til i styrke og omfang, lyder vurderingen fra Niels Jensen på en af årets sidste dage.

Et NATO-indhav

Han har tidligere skrevet bogen "Den hemmelige krig - truslerne mod Danmark 1949-1990" - og når det kommer til den regulære militære styrkeprøve, så vurderer han, at trusselsbilledet i Østersøen er lavt.

- Russerne har travlt i Ukraine. Og Østersøen er blevet et NATO-indhav med kun to vigtige baser for den russiske Østersøflåde. Den tidligere svenske militærattaché i København har også den vurdering, at med kun to støttepunkter i Østersøregionen (Kaliningrad og Kronstadt/Sankt Petersborg) står den russiske Østersøflåde svagt. Men russerne overvåger stadig i høj grad Østersøen - ligesom NATO gør. Men bemærk, at situationen hurtigt kan ændre sig, lyder det fra Niels Jensen.

Ved et foredrag i sognehuset i Nysted i efteråret, arrangeret af Folkeuniversitetet i Nysted, gennemgik den tidligere efterretningsofficer en stribe både mere historiske og helt aktuelle hændelser i Østersøen.

Heriblandt den meget omtalte sprængning af gasledningen Nordstream 2 øst for Bornholm.

- Når jeg holder foredrag, bliver jeg altid stillet overfor spørgsmålet - hvem stod bag? Mit svar er: Det skal vi ikke vide. I det øjeblik det afsløres, hvem der gjorde det, vil der ske en voldsom optrapning af den hybridkrig, som lige nu raser omkring os. Umiddelbart efter sprængningerne skrev en masse aviser, at det var russerne. Den tror jeg ikke på. Dels er russerne medejer af ledningerne med 50 procent, og dels skulle gasstrømmen fra Rusland til Tyskland sikre den russiske stat ganske store indtægter i amerikanske dollars over en årrække. Tænk på, at Rusland har ikke andre eksportindtægter end olie, naturgas og guld. Du drikker ikke russisk rødvin eller kører i en russisk bil, lyder en del af analysen fra Niels Jensen.

Måske om 50 år

Han hæfter sig i stedet ved, at den amerikanske præsident Joe Biden - umiddelbart før det russiske angreb på Ukraine - på et pressemøde om gasledningerne sagde, at "hvis russerne angriber, vil vi gøre en ende på det".

- Der ligger en video fra dette møde på internettet. Og allerede i efteråret 2021 - før angrebet på Ukraine - vidste de vestlige efterretningstjenester, at russerne var i færd med at forberede angrebet på Ukraine. Umiddelbart efter sprængningerne meldte den danske statsminister ud, at hun havde sat Københavns Politi til at efterforske sagen. Selv om Københavns Politi ville kunne få hjælp fra Søværnets Frømandskorps, så ville det ikke give svar. Men måske om 50 år, når der åbnes for adgang til CIA's arkiver for årene 2021-2025, toner svaret frem. Mange ved det, men ingen må svare - så optrappes den igangværende øst-vest-konflikt, lyder Niels Jensens vurdering af den dramatiske sag.

Mange ved det, men ingen må svare - så optrappes den igangværende øst-vest-konflikt.

Niels Jensen

Siden sabotagen af gasledningen er de mystiske hændelser fortsat.

- Angrebet på gasledningerne var et led i hybridkrigen. Nu sætter kampen ind på den russiske olieeksport - i første fase ved at gå efter den russiske skyggeflåde, hvor skibene er registreret under Cook Island-flag og andre mere eller mindre dubiøse flag. Der er en grund til, at svenskerne lod det kinesiske skib "Ypeng 3" slippe fri. Dette skib er en bulkcarrier - ikke et tankskib. Vi skulle ikke have diplomatisk ballade med kineserne ...

Ligger i skæringspunktet

Lige nu udvikler situationen i Østersøen sig med stor hast - og Niels Jensen vil ikke komme med et bud på, hvor vi står om fem til ti år.

- Det tør jeg ikke. Husk et halvt år før Berlinmuren faldt, troede ingen på det, der skete, selv om vi vidste, at Østblokken led af intern forvitring. Men Danmarks rolle over tid vil være den samme som i dag og som i århundreder. Vores beliggenhed har altid været vores problem, lyder det fra Niels Jensen med henvisning til et citat fra den svenske historiker Carl-Axel Gemzell om, at Danmark geografisk og historisk befinder sig "i skæringspunktet mellem det europæiske kontinent og den atlantiske verden og som "doorkeeper" ved døren mellem Østersøen og Nordsøen".