Elever sendt hjem: Åh, nej ikke igen ...

Arkivbillede Foto: Anders Knudsen

Det kommer til at vække grimme minder for eleverne, fra sidst de sad alene bag skærmen, lyder det fra skoleledere.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Skolelederen på Byskolen i Nakskov, Betina Siegvardsen, siger det ligeud:

- Jeg synes, det er forfærdeligt. Nu er det tredje gang, eleverne bliver sendt hjem, og vi har børn, der knap er kommet sig efter den anden lange nedlukning. De magter det hverken psykisk eller socialt.

Ifølge hende hjælper det ikke, at det kun drejer sig om fem dage med onlineundervisning på Teams.

- Det igen at sidde alene bag skærmen vil frembringe de grimme erindringer fra sidst, de sad der.

Hun forventer derfor, at rigtig mange elever får brug for såkaldt nødpasning, hvor de møder ind på skolen til onlineundervisning.

- Jeg tænker, at vi måske skal have 25-30 procent af børnene ind. Det er vi i gang med at afklare med elever og forældre nu.

- Men vi gør selvfølgelig det, vi får besked på.

Hun finder desuden statsministerens retorik på pressemødet onsdag aften for ærgerlig.

- Hun sagde, at børnene bliver sendt på tidlig juleferie, men faktisk skal de arbejde endnu hårdere, fordi det kræver mere af dem at sidde hjemme.

Også skolelederen på Horslunde Realskole, Karoline Rubech Krøyer Jensen, er bekymret:

- Vi følte lige, at vores børn var begyndt at fungere som før, der var noget, der hed corona. De kan komme afsted om morgenen, de tager glade lektierne frem i timen, de fjoller og griner i frikvartererne, og rutinerne har fæstnet sig godt i dem igen - og det har taget lang tid for dem, fordi det påvirker både trivslen, det sociale og det faglige at være hjemsendt.

- Jeg tænker, at det her ret hurtigt igen kan fremkalde følelser af utryghed og uvished i vores elever.

Læs også artiklerne: "Skoler bruger erfaringer" og "Coronasmitte på næsten alle skoler" fra fredagens Folketidende