En druknet - rednings-aktion forsinket tre timer

Der gik tre timer, før en redningsaktion natten til søndag blev iværksat, efter at bekymrede pårørende til to mænd havde slået alarm.
 
En af mændene blev ved 6-tiden i morges fuindet druknet i strandskyllet på den lille ø Dueholm i Nakskov Fjord, mens den anden kort før klokken 7 blev fundet forkommen, men i live, på sydspidsen af Enehøje.
 
Han fortalte sine redningsmænd at de den jolle, de to mænd var undervejs fra Vejlø til Nakskov i, var kæntret i mørket. I to timer havde de kæmpet for at komme op i jollen igen, men uden held.
 
I mørket kom de to mænd, der er 58 og 64 år, væk fra hinanden.
Brandvæsnet fra Nakskov blev først alarmeret klokken 3.10 i nat og satte en redningsbåd ud fra Hestehoved. Kort efter kom en af Flyvevåbnets helikoptere også til stede. Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor SOK først tre timer efter at mændene var meldt savnet med motorstop, startede eftersøgningen.
 
De pårørende mistede kontakten med mændene ved 22.30-tiden. På det tidspunkt fortalte de, at de havde fået motorstop og ikke vidste nøjagtig hvor de befandt sig. Derefter blev forbindelsen til begges mobiltelefoner afbrudt.
 
To helikoptere var indsat i eftersøgningen, og det var første spor fik redningsfolkene da de fandt den forsvundne jolle drevet i land på østsiden af Enehøje. Der lå et par træsko og én åre i båden, som tydeligvis ikke var blevet fortøjet.
 
Man frygtede derfor det værste, og kort efter kunne helikoptermandskabet fra luften se en person ligge livløs på stranden ved Dueholm. Helikopteren gik ned, og lægen konstaterede at manden var død.
 
Det var en båd fra Nakskov Sejlklub der spottede en person på Enehøjes sydspids. Manden var iført waders og vinkede vildt. Da man fik kontakt, blev det bekræftet at det var den anden mand fra jollen. Han var noget forkommen efter det lange ophold i vandet, og havde slæbt sig op på kysten af Enehøje. Helikopteren fløj manden direkte til behandling på Næstved Sygehus.




To mænd kæmpede i to timer for livet på Nakskov Fjord. Den ene klarede det ikke.

Offentliggjort Sidst opdateret