En feel good-eftermiddag

Alle blandt publikum var vist i bedre humør, da de gik hjem efter en times koncert lørdag med sanger Erann DD, Jonas Berg på keyboard og Hannibal Gustafsson på guitar. Foto: Jan Knudsen

BILLEDSERIE Erann DD med backing lettede på bekymringerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV - Det er tarveligt, at I aldrig har inviteret mig til Nakskov før. Det er et fantastisk sted her, og jeg håber, at I sidder blødt, lød det fra sangeren Erann DD, da han lørdag gav "corona-koncert" på friluftsscenen ved Campus Nakskov.

Og inden den funky feel good-eftermiddag var gået, havde Erann DD spurgt, om han ikke nok må komme tilbage med fuldt band og give koncert - og det sagde publikum ja til.

Foreningen Løvehjerterne med sponsorer stod bag koncerten med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til at støtte kulturlivet under coronakrisen, så der var kun råd til en trio.

Erann DD havde Jonas Berg på keyboard og Hannibal Gustafsson med på guitar og lagde høftligt ud med at spørge publikum "how are you" og at opfordre til at "stay with me" i hittet "Stay" og fortsatte med "Didn't I Tell That I Love You", og så var den gode stemning der.

Fra før solokarrieren var der Drori-Hansen Furniture-nummeret "When You're Around" og fra Zapp Zapp-dagene "You Better Believe," og Erann DD, der ellers havde spillet luftguitar til numrene, skiftede til (ægte) tamburin.

- Godt gået drenge uden trommer og bas - og midt ude på en mark, lød det efter nummeret fra Erann DD til de to musikere.

Publikum fik også prøvet at klappe i dobbelttakt.

Erann DD konstaterede, at det er underlige tider, vi er i, men at der også er noget godt ved det, da vi får snakket sammen og gjorde også sit til at lette stemningen og forsikrede, at 95 procent af vores bekymringer ikke bliver til noget og bød så eller på Bob Marleys "Every Little Thing Gonna Be all Right".

Derpå ville han teste, om Susanna blandt publikum var tonedøv, men det blev Ulla, der måtte holde for, og som tak for rå-flirten fik de "I Wanna Wake Up With You." Ekstra feel good-stemning gav "What A Wonderful World" og "Still Believing".

Publikum deltog også med sang, fløjten og klappen under koncerten på friluftsscenen. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen