En stor sejr for specialelever

For at den fælles undervisning har kunnet lykkes, har konstitueret leder af autismeafdelingen, Betina Pedersen (til venstre), forberedt eleverne på, hvad de skal. - Vi har også lavet nogle nødløsninger, til hvis det bliver svært at være en del af undervisningen, så der altid er nogle udgange: enten ved at blive hentet eller selv at kunne komme derfra. Men det er faktisk eleverne selv, der har fundet ud af, hvordan vi gør det bedst muligt for dem, fortæller hun. - Hvis det bliver svært, må de for eksempel gerne bare rejse sig og gå uden at sige det til Thomas (Hansen, matematiklærer, red.), eller de kan have deres mobiltelefon med, og så kan de skrive til mig, så kommer jeg og henter dem. Isabella fra 10. klasse i autismeafdelingen er glad for at være sammen med de andre jævnaldrende i landsbyordningen. Foto: Claus Hansen

Tre elever fra specialskolens autismeafdeling i Horslunde opsøgte eleverne i landsbyordningen, og så ...

Offentliggjort Sidst opdateret

HORSLUNDE I efteråret begyndte tre elever fra 9. og 10. klasse i specialskolens autismeafdeling i Horslunde at hænge ud i nærheden af eleverne i 9. klasse i Horslunde Landsbyordning.

Den fangede matematiklæreren, Thomas Hansen, som spurgte, om de ikke havde lyst til at komme med ind til undervisningen. Det ville de gerne.

Med opbakning fra konstitueret leder af autismeafdelingen, Betina Pedersen, og skoleleder på Horslunde Landsbyordning, Vikki Jensen, blev det sat i værk. Siden nytår har de tre elever derfor deltaget i to gange to matematiklektioner om ugen sammen med jævnaldrende i landsbyordningen. Ligesom de nu også deltager i de ugentlige fællestimer i matematik mellem 8. og 9. klasse i landsbyordningen.

Det er en stor sejr for specialeleverne, at de er i stand til det. Men det er også en stor sejr for i hvert fald ét af trækkene i den ellers stærkt kritiserede Specialskolen Lolland. Nemlig omplaceringen af autismeafdelingen fra Blæsenborgafdelingen i Maribo, hvor der kun går elever til og med 6. klasse, til landsbyordningen i Horslunde, hvor der også går udskolingselever. Tanken var nemlig netop, at de store elever i autismeafdelingen kunne profitere af adgangen til jævnaldrende samt deres faglokaler. Det må siges at være opfyldt.

Ifølge Isabella fra 10. klasse i autismeafdelingen har det været godt at lære eleverne i landsbyordningen bedre at kende og få et fællesskab med dem.

- Jeg er rigtig glad for, at Thomas tilbød det, siger hun og uddyber:

- I vores klasse er der meget stille. Der sker lidt mere i 9. klasse i landsbyordningen, folk siger mere, og det kan jeg godt lide.

Hun oplever, at nogle af de andre i autismeafdelingen er blevet nysgerrige.

- De vil gerne høre lidt mere, fortæller Isabella.

Ifølge fire af drengene i 9. klasse, Janus, Emil, Ridvan og Benjamin, er det helt fint med de tre elever i klassen.

- Det er fint.

- Det er normalt.

- De er meget stille, lyder det.

Vikki Jensen kalder det skønt, at noget sådan er opstået, fordi en lærer så en mulighed i en situation.

- Vi kan bidrage med noget til hinanden, siger hun.

Ifølge lederen af Specialskolen Lolland, Jørgen Kelm Danielsen, sker ting, når rammerne er i orden.

- Men det viser også, at ting tager tid, og at vi skal tro på det, vi gør, siger han.

Håbet er, at det kan bringe mere af slagsen med sig.

- Vi har snakket om fælles sidste skoledag, flere timer sammen eller projektuger, så vi kan have mere krydssamarbejde, fortæller konstitueret leder af autismeafdelingen, Betina Pedersen.

Thomas Hansen har opbakning fra sine elever. Foto: Claus Hansen
Lederen af Specialskolen Lolland har grund til at glædes. Foto: Claus Hansen