Enormt bygningskompleks på Lolland sat til salg: Så meget koster det
Råhavegård står tom og er til salg. Fotografiet her er fra 2009, da der stadig var masser af aktivitet i Grønt Center. Arkivfoto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Claus Juel kæmper med at finde lejere til Råhavegård, som han købte i 2022 for 9,5 millioner kroner.
Sådan siger ejendomsmatadoren Claus Juel, der via selskabet Råhavegård ApS ejer Råhavegård. Det enorme bygningskompleks med omkring 50.000 kvadratmeter jord og fem bygninger med et samlet areal på lidt over 3600 kvadratmeter købte han i 2022 for 9,5 millioner kroner.
Hans håb var, at Femern-forbindelsen ville være med til at skabe efterspørgsel, men endnu har købet ikke været nogen guldgrube. Seneste årsregnskab, der kom i maj, meldte således om et underskud på 2,2 millioner kroner.
- Den har været til udlejning og salg i en lang periode, og der har været interesse for den, men der er ikke nogen, der har bidt til. Jeg havde troet, den gang jeg gik ind i det, at det ville være betydeligt nemmere, bemærker Claus Juel.
Han fortæller, at han faktisk i 2022 havde et "letter of intent" fra en stor virksomhed, der gerne ville leje sig ind.
Annonce
- Men de er simpelthen ikke kommet i gang endnu, bemærker han og forklarer, at det hænger sammen med, at Femern-forbindelsen ikke er åbnet endnu.
- Det er selvfølgelig ret skidt for mig at have 3500 kvadratmeter stående tomt, konstaterer han.
Det er selvfølgelig ret skidt for mig at have 3500 kvadratmeter stående tomt.
Claus Juel, ejer af Råhavegård ApS
Lejere frosset ud
I januar 2024 var der faktisk to mindre lejere: ingeniør- og arkitektvirksomheden Sweco, der er rådgiver for FBC-konsortiet på Femernprojektet, og it-konsulenten World Network Topology 2000. Men de endte med bogstaveligt talt at blive frosset ud, fortalte Femernreport.com i januar.
4. januar fik de nemlig besked fra ejendomsadministratoren Syddan A/S om, at Holeby Fjernvarme lukkede for varmen i ejendommen. Det fik de to virksomheder til at rykke ud.
- Ja, det var lidt uheldigt, hvordan de blev orienteret, siger Claus Juel i dag.
- Men det, der var situationen, var, at det kostede mere at holde ejendommen drivende, end vi havde af indtægter på den ganske lille lejer, der lejede to små lokaler. Så det gav ikke rigtig nogen mening, forklarer han.
I dag er Råhavegård til salg hos erhvervsmægleren Nordicals i Næstved - udbudt til en pris på 11,5 millioner kroner.
- Det kan huse både laboratorium, fødevareproduktion og lager, og der er flot indrettede kontor- og konferencefaciliteter, der kan have 200 til foredrag i ét rum, og der er kantine og køkken-faciliteter, så det er sådan set en ret fin ejendom. Det var også det, jeg købte den på den gang - at det er en meget fin ejendom, siger Claus Juel.