Errindlev har også fået snablen i pengekassen

Hen over nytår har syv husejere i Errindlev fået godkendt tilskud fra puljen til bygningsfornyelse. De laver energiforbedringer på deres huse for i alt godt 600.000 kroner.

Stat og kommune afsatte sidste år tre millioner kroner til sådanne arbejder i de tre landsbyer, Stokkemarke, Sandby og Errindlev, som også havde fået penge til områdefornyelse.

I Stokkemarke faldt første ansøgningsfrist sammen med fjernvarmeudvidelsen. Det indebar hurtigt en række ansøgninger derfra. Stokkemarke har således allerede fået bevilget 700.000 kroner i tilskud til projekter, der vil koste 2,8 millioner. Husejerne skal selv betale 75 procent af arbejderne.

Udviklingskonsulent Bo Rasmussen, Lolland Kommune, oplyser, at der stadig er over to millioner kroner i puljen. Han opfordrer husejere fra de tre byer til at søge, hvis deres ejendomme i øvrigt opfylder forudsætningerne.




Efter en lidt sagte start har flere husejere i Errindlev fået lyst til at reducere varmeregningen.

Offentliggjort Sidst opdateret