Et års fængsel for røveri i færgehavn

Den 19-årige Martin Johnny Alm fra Sakskøbing blev i går i en tilståelsessag ved Retten i Nykøbing F. idømt et års fængsel for blandt andet røveri. De seks måneder af straffen blev gjort betinget under hensyn til hans unge alder. Han blev dømt for otte forskellige forhold af berigelseskriminalitet, hvoraf det alvorligste var et røveri mod Tårs Færgehavn i oktober sidste år.

Den 19-årige kunne erkende, at han havde begået røveriet sammen med den 23-årige Daniel Hackmann, der i sidste uge blev dømt for det samme røveri. Alm forklarede, at han var chauffør, mens Hackmann med en pistol truede sig til 20.000 kroner fra færgehavnens ekspedient.

De to unge mænd fik ikke personligt noget ud af røveriet, idet de kort tid efter afleverede hele udbyttet til to mænd på 27 og 28 år, som de skyldte penge, og som havde truet dem til at begå røveriet. Sagen var et led i et større sagskompleks, hvor ialt fire unge mænd nu er dømt for røverierne mod Tårs Færgehavn og Focus i Nørreballe.

Tre mænd på 27, 28 og 31 år mangler at få deres sag behandlet i retten. De tre betragtes som hovedmændene i sagskomplekset. Den 19-årige fra Sakskøbing var kommet ind i personkredsen, fordi han var gode venner med en 18-årig mand fra Nysted, som også er dømt. I retten kunne han også erkende deltagelse i to indbrud og et indbrudsforsøg i sommerhuse i Marielyst sammen med nogle af de andre fra personkredsen.

Sammen med en 31-årig, der også er sigtet i røverikomplekset, stjal han også nøglerne til en gummiged fra en skurvogn ved Kalkmørtelværket i Nakskov Havn, lige som han har stjålet benzin fra Q8-tanken på Østre Landevej i Maribo. Han modtog dommen.




19-årig dømt i endnu en tilståelsessag om røveri.

Offentliggjort Sidst opdateret