Et rum med tryghed, nærvær og hygge

Der blev sunget og klappet i takt med musikken, og en lille dans blev det da også til, da FrivilligCenter Lolland i Maribo i samarbejde med Pårørendegruppen for demensramte borgere for en halv snes dage siden åbnede Café Forglemmigej”.
- I er sgu nogle friske piger, bemærkede en af deltagerne efter indvielsen.
Ideen bag caféen er at skabe plads til såvel demensramte som deres pårørende med en række aktiviteter så som spil, foredrag, sang og musik og så videre.
- I pårørendegruppen har vi oplevet at mange mennesker, som rammes af demens og deres pårørende, stopper med at gå ud sammen, fordi man, som pårørende, er nervøs for omverdenens reaktion, fortæller Anita Jensen fra pårørendegruppen for demensramte.
Café Forglemmigej afholdes i FrivilligCenter Lolland på Sdr. Boulevard 84 st. i Maribo. Caféen er åben den sidste onsdag i måneden fra klokken 14.00-16.00. Hvis man ønsker at høre mere om caféen, kan man ringe på tlf. 26 15 69 55 eller skrive til thomas@frivilliglolland.dk. Arrangørerne oplyser at man kan være behjælpelig med transport.

Ny café for demente og deres pårørende er åbnet i FrivilligCenter Lolland i Maribo.

Offentliggjort Sidst opdateret