Europæisk "foregangsvirksomhed" ligger i Nakskov: - Det vokser voldsomt

Vestas fabriksudvidelse er i gang, og der skal ansættes mellem 250 og 300 nye medarbejdere i år. Arkivfoto: Marianne Knudsen

Dansk Erhverv mener, at Vestas er en foregangsvirksomhed, og de mange nyansættelser i fabrikken i Nakskov, vidner om den voldsomme efterspørgsel, der er på havvindmøller. Det er godt for Danmark, og for landdistrikterne, mener erhvervsorganisationen.

Offentliggjort Sidst opdateret

På søndag fyldes stemmebokse rundt om i landet, når danskerne igen skal sætte deres EU-kryds. Mange temaer fylder dette års valgkamp. Og klimaet, miljøet og denne grønne omstilling er et af de mest omdiskuterede emner blandt EU-kandidaterne.

I Nakskov ligger der en virksomhed, der ifølge Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv, er en "grøn foregangsvirksomhed i Europa," der har et "langt og trofast aftryk i Nakskov, hvor man har oplevet et stærkt samarbejde med kommunen og hele lokalsamfundet, der har bakket op om fabrikken."

- Efterspørgslen på havvindmøller forventes at vokse voldsomt, og det kan medføre yderligere hundredvis af arbejdspladser. Det er til gavn for Vestas, for Danmark, og det er især også til gavn for landdistrikterne, siger underdirektøren i en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv.

Over 200 arbejdspladser

Den stigende efterspørgsel kan også mærkes i virksomhedens ordrebog. Nakskov-fabrikken forventer i løbet af året at ansætte 250 - 300 ansatte til projekter, der skal leveres i 2025 og 2026.

Venstres minister for Venstres minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, har også fået øjnene op for den lokale virksomhed. Han blev inviteret til Nakskov af Dansk Erhverv.

- Jeg er kommet til Nakskov for at lytte. EU-valget handler i høj grad om, at Danmark og resten af Europa skal være fri af Putins gas, og derfor synes jeg, at det er relevant at tale med dem, der rent faktisk gør noget ved det. Det gør man her på Lolland, hvor Vestas er et fremragende eksempel på, at vi kan skabe tusindvis af arbejdspladser i de danske landdistrikter og samtidig slippe for at være afhængige af gas fra Rusland. Derfor ligger det mig også meget på sinde at høre mere om, hvor skoen trykker. Danske virksomheder fortjener rammevilkår og infrastruktur i verdensklasse, så vi fortsat kan skabe vækst og arbejdspladser, mens vi realiserer de grønne ambitioner og bliver uafhængige af russisk gas, siger Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, i pressemeddelelsen.