Fælles fortid og fremtid

Der var også sat tid af til et besøg i Rødbys gamle byrådssal, der skal være en del af Købstadshotellet. Foto: Bente Sonn

Lokale ildsjæle har haft første møde med tyske ildsjæle om ny region.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMERN Mens tunnelprojektet tager form, er der også gang i brobygning over Femern Bælt.

Et samarbejde mellem den tyske forening "Kultur Kooperation Beltregion" og den danske forening "Kultur på Tværs" har ført til et projekt, hvor de mødes for at lade sig inspirere af den fælles fortid og fokusere på den fælles fremtid, der snart er en realitet med Femernforbindelsen.

Coronaen har besværliggjort projektet. Men i fredags lykkedes det endelig ildsjælene fra Lolland-Falster at mødes med tyske ligesindede.

"Begge sider af Femern Bælt har været såvel dansk som tysk i de sidste mange århundreder, så vi har en fælles fortid, som vi vil bygge videre på både kulturelt, venskabsmæssigt og turistmæssigt, nu hvor tunnelen bringer os sammen igen", skriver Kultur på Tværs.

Begge sider var enige om, at ud over at se Femernforbindelsen som en mulighed for at komme hurtigt fra København til Hamborg skal den også ses som en mulighed for at blive en fælles region med fælles fortid og fremtid.

Det er meningen, at projektets første del skal indeholde seks besøg - tre på Lolland-Falster og tre i Slesvig-Holsten/Femern. Fredagens møde var det første i rækken.

De tyske gæster blev modtaget i pakhuset i Rødby og fik fortællingen om byens udvikling, afvikling og den genoplivning, der finder sted nu med blandt andet Købstadshotellet.

Der blev også tid til en fortælling om de arkæologiske udgravninger i Rødby Fjord og om de spændende fund, museet har gjort i forbindelse med Femern-projektet. Dagen sluttede således med et besøg på Stiftsmuseets Lola-udstilling samt en rundvisning i Maribos gamle bydel.

Næste møde er om en måned i Lübeck. Her skal de danske gæster se middelalderbydelen samt en udstilling i lego om vendere og vikinger - og på den måde få øjnene endnu mere op for alt det, vi har tilfælles.

De danske og tyske ildsjæle besøgte blandt andet Stiftsmuseets Lola-udstilling. Foto: Bente Sonn