Færgesagen: Leo Christensen går nu til miljøklagenævn

Leo Christensen mener, at det er en fejl, at Lollands nye færgestrategi ikke er blevet miljøvurderet og håber på opsættende virkning i Miljø- og Fødevareklagenævnet, som lokallisten vil klage til. Arkivfoto: Anders Knudsen 

Lokallisten Lolland mener, at der er begået fejl i Lollands færgestrategi-sag.

Offentliggjort Sidst opdateret

15 beboere, sommerhusejere og erhvervsdrivende på Askø tog torsdag turen med færge og bil til Brandstrups gamle skole for at overvære Lolland Byråds møde - og ikke mindst byrådsmedlem Leo Christensens forsøg på at bremse den færgestrategi for de tre ø-færger, som et flertal i Lolland Byråd vedtog i september 2023.

Lokalisten Lolland ønsker sagen tilbagesendt til klima-, teknik - og miljøudvalget for "en mere grundig og relevant sagsbehandling."

Leo Christensen har forsøgt at få sagen på byrådets dagsorden siden august, og det lykkedes så torsdag efter Ankestyrelsen har været ind over.

Striden om punktet skulle på eller ej, har stået om der var noget nyt i færgestrategien.

Ingen miljøvurdering

På byrådsmødet, hvor et massivt flertal i øvrigt besluttede, at sagen ikke skulle behandles og altså ikke tilbage til udvalget, sagde Leo Christensen, at det vel må være lige så væsentligt at komme ind på, hvad der er faktuelt galt og hvad der er udeladt i den vedtagne strategi.

Lokallisten Lolland mener, at færgestrategien burde have været miljøvurderet og anker over, at kommunes rederiansvarlige, kommunens øverste projektleder på færgestrategien og kommunens direktør for det myndighedsområde, der skal vurdere om lov om miljøvurdering var gældende, er én og samme person (Rikke Jensen, red.).

- Der er skærpede krav, når man foretager sig noget i naturbeskyttede områder og her er hele projektet placeret i beskyttede vandarealer. Og sagen stopper ikke her, lød det fra ham.

- Vi skal have styr på personsammenfaldet. Vi skal høre miljøklagenævnet. Tænk hvis vi på grund af blandt andet personsammenfald eller "bare" lovgivningens tekst kan få skabt opsættende virkning, sagde Leo Christensen på byrådsmødet.

Inddrager også ombudsmand

Lokallisten Lolland vil også inddrage ombudsmandsinstitutionen i forhold til Leo Christensens ret til at få sagen på dagsordenen, der har været udfordret, og ellers håber listen at få de involverede borgere fra arbejdsgrupperne om færgestrategien ud i det offentlige med deres oplevelser omkring borgerinddragelse.

- Denne sagsstyring eller mangel på samme skal gøres så gennemsigtig for alle borgere, så den danner skole i hvordan denne kommune ikke skal ledes, lød det fra Leo Christensen.

Bortset fra Enhedslisten og klapsalver fra Askøfolkene var der ingen opbakning. Din Stemmes byrådsmedlem, Marie Louise Brehm Nielsen nævnte eksempelvis, at Leo Christensen selv var medunderskriver på Lolland Kommunes budgetforlig for 2023, hvor færgestrategien med besparelser på driftsomkostningerne med 10 millioner om året, færre ruter og færre afgange indgik i aftalen.