Farvel til forældrene ved træningsbanen

Hver boldbane er markeret med et nummer, så både spillere og træner ved, hvor de skal være i løbet af træningen. Foto: Palle Nevad Frandsen

Fodboldspillerne er efter en lang og ufrivillig pause tilbage på banen, men forældrene skal holde sig væk fra sidelinjen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Fodboldene er blevet vasket grundigt af. Banerne er kridtet op. Keglerne er fundet frem, og nu er støvlerne snøret for første gang. Onsdag eftermiddag er der efter en lang pause atter liv på Maribo Boldklubs baner.

Inden spillerne rykker ind på stadion, har Thomas Olsen været i gang med at kridte banerne op, og hver træningsbane har fået sit helt eget nummer, som også er skrevet med kridt. Dermed kan trænere og spillere nemt finde frem til deres baner.

I alt er der lavet 16 træningsfelter på Maribo Boldklubs anlæg, hvilket er nok til at sikre, at alle klubbens hold kan komme ud og atter få sparket følelsen af græs mellem støvlernes knopper. Alle hold fra U6 til klubbens veteraner har fået træningstid, men især de yngste skal nok vænne sig til en lidt anden træning end før. Mor eller far kan nemlig ikke følge med fra sidelinjen.

- Der må ikke opholde sig nogen mellem de enkelte baner, så vi må henstille til forældrene, at de enten forlader området efter at have afleveret børnene eller opholder sig på terrassen, på plænen ved klubhuset eller på parkeringspladsen, forklarer ungdomsformand Marina Pedersen.

Ved denne første onsdagstræning er parkeringspladsen dog næsten tom for biler, og der er ingen forældre at se. Til gengæld er der livlig aktivitet på flere af banerne, hvor spillere i alle aldre kæmper for at få fornemmelsen for afleveringer tilbage i fødderne.

I første omgang skal spillerne vænne sig til en masse nye regler. Ikke regler, som står i fodboldens ABC, men som er udstukket af myndighederne.

Boldene må ikke deles med andre end de otte spillere, som man er i gruppe med, man må ikke klæde om på stadion, og det er forbudt at bruge overtrækstrøjer. Samtidig må kun målmanden samle bolden op i hænder, og målmandshandsker må ikke deles. Hovedstød er forbudt, og det samme gælder brysttæmninger.

- Hvorfor må jeg ikke tæmme bolden mod brystet, lyder det spørgende fra en af spillerne.

- Jeg har jo en T-shirt på.

Træneren kan ikke give et svar, så det får lov til at svæve i vinden, mens bolden i stedet for bliver ved fødderne.

Onsdagens træning er en lille opstart, og først fra mandag vil der atter være fyldt med lyden af forhåbentlig glade fodboldspillere, der forsøger at lystre trænernes ordre.

Mange af spillerne har ventet med længsel for at komme tilbage på fodboldbanerne, men i første omgang bliver det alene til træning, selv om der onsdag aften bliver lempet på reglerne. Her bliver det nemlig meddelt, at lidt kropskontakt er acceptabelt. Kontakten må dog kun være sporadisk, og for at tillade den del skal der mere fokus på de andre anbefalinger.

Marina Pedersen glæder sig dog over, at klubben nu kan tilbyde især børnene at få rørt sig lidt igen.

- Samtidig har vi i boldklubbens bestyrelse valgt at halvere kontingentet for foråret. Det gjorde vi selvfølgelig med håb om, at spillerne nåede ud på banerne inden sommerferien.

Til gengæld har klubben været nødsaget til at aflyse den årlige klubtur. Et af højdepunkterne for mange af især de yngste spillere er den årlige lagkageturnering, og den har klubben også set sig nødsaget til at aflyse. Forsamlingsforbuddet gør det umuligt at lave sådanne turneringer, ligesom de nuværende regler heller ikke tillader sådanne turneringer.

I det hele taget er der ikke plads til turneringskampe, og Marina Pedersen tvivler på, at der bliver nogle på denne side af sommerferien.

- Vi har talt om det i bestyrelsen, og vi tror desværre ikke, at det bliver en mulighed. Men vi håber, at der bliver åbnet så meget, at de ældste ungdomsspillere kan få lov til at spille nogle træningskampe.

Klubbens egen turnering, Maribo Cup, håber Marina Pedersen kan blive en realitet til efteråret. Her vil man ikke ramme de 500, som regeringen tidligere har meldt ud vil være det maksimale frem til 1. september.

Imens eftermiddag langsomt forvandler sig til tidlig aften, knokler spillerne videre i de mange felter, som de er delt ind i. Drikkedunkene, der er medbragt hjemmefra, og som selvfølgelig heller ikke deles, bliver måske redningen for de spillere, der ikke har fået holdt konditionen ved lige i løbet af den fodboldfrie corona-pause.

Det handler alene om træning i øjeblikket, men for fodboldspillerne skal følingen med både bolden og spillet også først tilbage i fødderne. Foto: Palle Nevad Frandsen
Holdene er delt op, så der aldrig er flere end ni spillere og en træner samlet på én bane, og ofte er der færre end det tilladte. Foto: Palle Nevad Frandsen