Fejø ikke ungkarle-, men kvinde-ø

Engang var Fejø Ungkarlenes Ø - øen, hvor mænd var langt i flertal. Betegnelsen kan i dag rettere bruges om Askø, mens Fejø faktisk har et betydeligt overskud af kvinder. Ifølge Danmarks statistiks seneste tal fra 1. januar 2009 bor der 303 kvinder og 282 mænd på Fejø, mens Askø udviser det omvendte billede. Her bor der 17 kvinder og 34 mænd. På Femø er der balance - med 73 kvinder og 74 mænd.

Men hvorfor nu al den snak? Jo, landdistriktspuljen vil bruge en del af sine 11 millioner på projekter, der skal rette op på det forhold at der bor færre kvinder på landet end mænd. Flere lokale projekter på Lolland har fået støtte. Men problemet er måske ikke så stort endda. Tager man Lolland Kommune under ét, boede der 1. januar 23.949 mænd og 23.808 kvinder - altså et overskud på 141 mænd.

Men de er ikke ligeligt fordelt. Kun i 10 af kommunens 52 kirkesogne bor der i dag flere kvinder end mænd. Kvinderne søger mod de større byer som Sankt Nikolai Sogn i Nakskov (406 flere kvinder end mænd) og Maribo Domsogn (437 flere kvinder end mænd). Ude i de små landsogne kan der nok gøres en indsats. I Græshave bor der for eksempel 104 mænd, men kun 77 kvinder. I Fugle 321 mænd og 284 kvinder, i Arninge 101 mænd og 76 kvinder.




Landdistriktsmidler skal skaffe flere kvinder på landet, men så slemt ser det nu heller ikke ud på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret