Fejøs drivkvaser nu verdensarv
"Mæfikken" er nu umistelig verdensarv sammen med andre klinkbyggede både. Foto: Mogens Warrer/ Arkiv
Mogens Warrer/ Arkiv
Fejø repræsenteret ved to over 100 år gamle drivkvaser.
FEJØ De to Fejø-drivkvaser, "Mæfikken" og "Christiane", drysser nu et ordentligt læs stjernestøv over øen. De er af Unesco udnævnt til ikke mindre end umistelig verdensarv.
Komiteen, der udnævner verdensarv, er i disse dage samlet i Paris, og tirsdag blev den nordiske tradition med klinkbygning af træbåde - og traditionerne omkring dem - officielt anerkendt af Unesco som levende kulturarv, der skal sikres og bevares for kommende generationer.
I Norden har man siden før vikingtiden bygget træbåde efter en særlig metode, der er kendetegnet ved, at de langsgående planker overlapper hinanden ligesom tagsten. Det kaldes klinkbygget.
Mange forbinder dog nok Unesco Verdensarv med en række geografiske områder og bygningsværker af særlig vigtighed over hele kloden, men organisationen har også en liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.
Det er på denne liste, at klinkbygningstraditionen i Norden er kommet, og dermed anerkender det internationale samfund, at det at kunne bygge og bruge de nordiske, klinkbyggede både skal bevares for eftertiden.
I Europa er det kun i Norden, at traditionen med at bygge efter denne metode stadig er i brug.
Alle de nordiske lande står bag ansøgningen til Unesco om at optage den nordiske klinkbådstradition på listen, og alle de nordiske kulturministerier har skrevet under på nomineringen.
Initiativet til Unesco-projektet er taget af netværket "Nordisk Kystkultur," som har sikret den brede forankring i Danmark, Island, Færøerne, Norge, Sverige, Ålandsørene og Finland. Det norske Forbundet Kysten har været hovedansvarlig for ansøgningen.
Med optagelsen på listen har landene lovet at videreføre den levende, maritime kulturarv til kommende generationer, oplyses det fra Vikingeskibsmuseet, der har været med til at lave det danske benarbejde.
Det er Folketidende, der kan bringe budskabet videre til Fejø Drivkvaselaugs formand, Jørgen Bech, der naturligvis bliver glad og stolt, men som også kommer til at udbryde:
- Det skulle have været skolen i stedet, der blev erklæret umistelig.
"Mæfikken" er bygget i 1917 af bådebygger Kristian Mortensen på Fejø og "Christiane" i 1918 af bådebygger Carl Nielsen, ligeledes på Fejø.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker