Femern-byggeri har fået gang i hjulene igen

I april forventer Bredgaard Boats at kunne søsætte endnu et nybyggeri. Foto: Jan Knudsen

Aktivitetsniveauet hos Bredgaard Boats har fået et nøk opad.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Med startskud på Femern-byggeriet sidste år kan bådeværftet Bredgaard Boats i Rødbyhavn, der i 2020 blev ramt af tomme ordrebøger blandt andet grundet corona, nu se tilbage på et 2021 med mere aktivitet.

- Det går bedre heldigvis, konstaterer Michael Jakobsen, der er den ene af bådeværftets to indehavere.

Mens der også igen bliver bygget nye fiskekuttere hos Bredgaard Boats, giver tunnelbyggeriet til søs også ekstra ordrer.

- Vi har meget arbejde for Femern lige nu, så det er dejligt. Det er svært at sige, om det bliver ved. De stopper med alle de her sten, siger de, men der vil stadig være sandskovle, der skal laves, så jeg tror, der kommer rigeligt. Bare der er folk, der kan sættes på opgaven, så er det ikke noget problem, forklarer Michael Jakobsen, der samtidig også foretrækker at fokusere på at reparere det udstyr, der bryder ned for Femern-folkene.

Meget af det arbejde bliver klaret af Bredgaard Steel, som er et firma, der sidste år opstod via et samarbejde mellem Bredgaard Boats og smedevirksomheden Steel i Nakskov.

Det er det sidste års tid også blevet nemmere for virksomheden at finde folk.

- Vi har fået en del lærlinge og en ny smedeformand, så lige nu går det faktisk rigtig godt. Ellers har det været meget svært, fortæller Michael Jakobsen, der dog i starten af 2022 har været udfordret af corona på trods af at være sluppet udenom i 2021.

- Det har vi været mærket af. Der har været stort mandefald. Der har næsten manglet fire mand konstant i starten af januar måned, så det har ligesom alle andre også været svært for os, fortæller Michael Jakobsen

De nybygninger af fiskekuttere, man i øjeblikket arbejder på hos Bredgaard Boats, skal sendes til kunder i Grønland og Norge.

- Der er slet ikke noget i Danmark længere. Det er Norge og Grønland. Der er lidt interesse med opdrætsindustrien i Danmark, men ellers har vi ikke hørt noget fra fiskeriet i flere år desværre, siger Michael Jakobsen.

Båden her arbejder man i øjeblikket på at bygge hos Bredgaard Boats. Den bliver 14,99 meter i længden, 5,90 meter i bredden og bliver bygget til en kunde i Grønland. Foto: Bredgaard Boats