Femø bliver livlig ud over det sædvanlige til sommer: - Det hele ser meget positivt ud

Cirkus Panik plejer at have op mod 250 deltagere i sommerens cirkuslejr - så det bliver ekstra liv på Femø i uge 29. Foto: Cirkus Panik 

Rykker ind på Femø Jazz' festivalplads.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nogle gange lykkedes det hele bare. Det glæder de fem ejere af Femø Jazz Festival Aps sig bare over nu.

Også selv om historien begynder på to helt andre øer: Som tidligere omtalt er Vejlø Ø-lejr i Nakskov Fjord blevet hjemløs efter at nye ejere har købt øen.

Vejlønitterne har derfor ledt efter en ny ø til Vejlø Ø-lejr 2.0. Skarø, Sejerø og Femø har været i spil, og valget er faldet på Sejerø. Der plejer Cirkus Panik at have familie-cirkuslejr om sommeren, men bliver nu hjemløs, fordi Vejlø Ø-lejr 2.0 rykker ind.

- Sidste år ringede jeg til Cirkus Panik, da jeg afsøgte muligheder for at leje telt, og Cirkus Panik har teltudlejning. Det kunne de huske, og nu har vi indgået en aftale til gavn for begge parter, fortæller direktør for Femø Jazz Festival Aps, Jørgen Vad.

Jazz'en låner cirkusteltet

- Cirkus Panik rykker til Femø på vores festivalplads i uge 29 med deres familie-cirkuslejr, og deres telt bliver så stående til vores brug i uge 31, hvor vi har Femø Jazz. Det er dejligt, at det er lykkedes , og at der kommer ekstra liv på Femø 14 dage før jazzen, siger Jørgen Vad.

- I det hele taget er der mange positive takter i år. Vi har fået 40.000 kroner fra Statens Kunstfond som støtte til Femø Jazz 2025, og fra Lolland Kommunes kulturmidler har vi modtaget 15.000 kroner til børnejazz i uge 31.

I det hele taget er der mange positive takter i år.

Jørgen Vad

- Så det hele ser meget positivt ud, vurderer Jørgen Vad, der repræsenterer "den gamle garde," der nu igen står bag afviklingen af festivalen - ud over at eje festivalgrunden.

Stor gallaforestilling

I Cirkus Paniks familielejr på Femø i uge 29 kan børnefamilier mødes, træne, lege og være sammen på tværs af generationer. Et cirkustelt danner rammerne for familielejren, og familierne har mulighed for at slå telte op på campingpladsen.

Der er workshops mandag til fredag fra klokken 9.30 til 12 og igen fra klokken 14 til 16, og fredag 18. juli afsluttes med en stor gallaforestilling med alle deltagerne og fuldt cirkusorkester.

Der vil være et varieret udvalg af workshops og undervisning inden for cirkus, madlavning, musik og kunst.  Så deltagerne kan udforske cirkusuniverset, eksperimentere med kulinariske færdigheder, fordybe sig i musikkens verden eller udfolde kreative sider gennem kunst, oplyser Cirkus Panik.

Professionelle cirkusinstruktører fra både ind- og udland underviser.