Fik et næsten normalt corona-år

Tigerskoven åbnede sidste år med et helt nyt udseende, hvor gæsterne ikke længere kører rundt inde blandt tigrene, men går på en boardwalk oppe i trætoppene. Selvom tigrene altid er ude, er der ingen garanti for at se dem, men dyrenes velfærd er i stedet blevet meget bedre. Foto: Ingrid Riis

Knuthenborg Safaripark fik langt færre gæster i 2021, men parkens ejer er tilfreds med året.

Offentliggjort Sidst opdateret

KNUTHENBORG Sommeren 2020 var vild for Knuthenborg Safaripark. Et miks af danskere på ferie i eget land, folkekære cirkuselefanter og billetter til halv pris fik vejene i parken til at minde om Køge Bugt-motorvejen i myldretiden. Parken satte da også besøgsrekord med 410.000 gæster og blev Danmarks syvende største attraktion. Sådan var det ikke sidste år.

Safariparken havde sidste år 320.000 gæster og er dermed tilbage på normalen fra før, coronaen ændrede danskernes ferievaner For ejer og direktør Christoffer Knuth er der dog ingen skuffelse at spore.

- Jeg er faktisk gladere for 2021 end 2020. Vi var slet ikke vant til at skulle håndtere så mange gæster i parken, og de første dage i ferien, hvor der virkelig kom mange, var det hele lidt af et chok for os.

Som noget nyt skulle gæsterne vise coronapas for at komme ind i parken, og det har nok været en lille hindring for nogle, men generelt har parkens gæster klaret de nye tilstande eksemplarisk. De har allerede vænnet sig til, at der er restriktioner. For Knuthenborg har det dog været lidt mere ressourcekrævende, fordi der har været brug for mere personale.

- Generelt er alt dog forløbet rigtig fint, og jeg er godt tilfreds med året. I 2022 forventer vi lidt flere gæster, som vi regner med kommer i forårssæsonen, mens sommeren vil ligne den fra sidste år.

Det travle 2020 gav gode lærepenge, og i fremtiden vil Knuthenborg være bedre rustet til mange gæster - og parken fortsætter da også udviklingen som attraktion. Sidste år var trækplastret en helt ny udgave af Tigerskoven, hvor dyrevelfærden er i højsædet.

I stedet for at køre rundt blandt tigrene går gæsterne nu på en boardwalk over dem, og selvom de store kattedyr hele tiden er ude i anlægget, er det ikke sikkert, gæsterne får øje på dem.

- Når vi skal holde sådanne dyr i fangenskab, skal det være på vilkår, som er så naturlige som mulige. Hvis gæsterne skulle garanteres at kunne se tigrene, skulle vi fælde alle træer, og det ville ikke være rigtigt, slår Christoffer Knuth fast.

Den nye sæson, der begynder 9. april, vil også byde på spændende nyheder i safariparken, men Christoffer Knuth ønsker endnu ikke at løfte sløret for, hvad der kommer til at ske i den lollandske dyrepark.

Paskontrollører ved indgangen til Knuthenborg var en del af en ny virkelighed, da parken åbnede i april sidste år. Coronapasset gav adgang til safariparken. Foto: Jan Knudsen
Når safariparken i år udvider med en camp ved Tigerskoven, er det sidste etape i udbygningen af overnatningspladser inde i safariparken. I sidste sæson kom der telte op med udsigt over elefantanlægget. Foto: Anders Knudsen