Flere borgere utilfredse med testmuligheder

Anni Melhede tog i går turen ind til Testcenter Nakskov i slud, for at vise, at skiltningen ved testcentret halter, men også fordi hun gerne vil dele sine bekymringer over testmulighederne lokalt. Hun håber nu, at vaccinen vil kunne fås lokalt, når den tid kommer. Foto: Claus Hansen

For få åbningsdage, for lang ventetid og for dårlig skiltning, lyder noget af kritikken

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Anni Melhede fra Kappel undrer og bekymrer sig over flere ting i forbindelse med de testmuligheder, der bliver stillet til rådighed for borgerne på Vestlolland af Region Sjælland og Falck.

31. december fik hun og familien brug for en test, fordi smitteapp'en anbefalede hende at blive testet. Muligheden var en lyntest i Nykøbing.

- Men hvorfor skal vi helt til Nykøbing for at få en lyntest, spørger hun.

Hun kan ikke forstå, hvorfor det ikke kan foregå på den lokale Falckstation, når vi nu har sådan en i Nakskov.

- Det koster jo at tage turen til Nykøbing, siger hun.

I køen i Nykøbing overhørte hun desuden en samtale mellem to skolelærere, som talte om, at de unge ikke tager turen til Nykøbing for at blive testet, fordi toget koster tid og penge.

- Det bekymrede mig, for vi skal jo især have de unge til at lade sig teste, siger hun.

Anni Melhede testede negativ på lyntesten, men ville også gerne have lavet en PCR-test for at være sikker på, at hun ikke var smittet.

1. januar fik hun derfor lavet en PCR-test på Testcenter Maribo. Det ikke lod sig nemlig ikke gøre i Nakskov, der kun har åbent tirsdag og torsdag. Fire dage senere fik hun lavet en igen, ligesom det bliver anbefalet, denne gang endelig på Testcenter Nakskov. Men hun blev igen skuffet.

- Der stod ikke noget skilt, så det var ikke spor nemt at finde, fortæller hun og understreger, at hun ellers kender sit lokalområde ret godt.

Det sidste faldt også en anden borger for brystet.

Klagede til regionen

Yvonne Kamper fra Sandby skulle tirsdag til coronatest i Testcenter Nakskov på Skolevej 1. Hun bemærkede ligeledes, at der ingen skiltning var, der henviser til testcentret, som ligger allerbagerst på Park og Vejs store grund. Der er i øvrigt heller ikke noget husnummer på hegnet, der kan vise dem, der skal testes, at de er kommet til det rigtige sted.

- Vi kørte ind og parkerede lige indenfor på grunden og så en bygning med lys og en del parkerede biler, men det var ikke der, fik vi at vide, da en kvinde åbnede et vindue. Vi måtte så gå gennem hele pladsen, og det er under al kritik, mener hun.

Man kan i bil køre helt ned til bunden af pladsen og parkere lige ved det indrettede testcenter - hvis man altså bare får information om, at det må man.

Yvonne Kamper ringede efterfølgende til Region Sjælland og klagede over den manglende skiltning. Hun mødte stor forståelse fra den person, hun talte i telefon med, og som lovede at bringe kritikken videre.

Folketidende påtalte allerede 17. december overfor Region Sjælland, da testcentret i Nakskov flyttede til Skolevej 1, at skiltningen var for ringe. Dengang fik avisen at vide, at der ville blive sat en vimpel ude ved indkørslen. Folketidende har igen i går spurgt til den manglende skiltning, men har endnu ikke fået svar.

Yvonne Kamper kritiserer i øvrigt selve lokalet, hvor testningen i Nakskov foregår, da personerne, der skal ind til og ud fra test, skal passere hinanden på en smal gang.

- Hvis jeg skal testes igen, tager jeg fremadrettet til Maribo, hvor forholdene i testcentret er anderledes bedre og skiltningen i orden, siger hun.

Også Per Rasmussen fra Nakskov er utilfreds. Han skrev tirsdag til Folketidende.

- Jeg er meget forundret over, at der er over en uges ventetid for at blive testet for corona i Nakskov, og at de kun holder åbent i to dage om ugen, da man samtidig hele tiden bliver opfordret til at blive testet af vores myndigheder. Alternativt kan man køre til Maribo, hvis man ellers har den mulighed.

Læs også artiklerne: "Regionsformand - Jeg forstår spørgsmål om testmuligheder" og - "Falck siger nej til lyntest lokalt"