Flere er stadig hjemsendt

Scandlines-færge på vej ud af Rødbyhavn mod Tyskland. Foto: Anders Knudsen/arkivfoto

150 ud af 350 hjemsendte medarbejdere hos Scandlines er fortsat hjemsendt.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN 150 ud af 350 hjemsendte medarbejdere er fortsat hjemsendt, mens 200 nu er kaldt tilbage på arbejde hos Scandlines. Det oplyser Scandlines' pressechef Anette Ustrup Svendsen.

- De er kommet tilbage på lidt forskellige datoer, alt efter om de arbejdede på kontor, i catering eller i retail, fortæller hun.

Medvirkende årsag er, at efter 13 uger, hvor grænserne kun har været åbne for varetransport og personer med et anerkendelsesværdigt formål til at krydse grænsen, er alle grænser mellem Danmark og Tyskland igen åbne fra i dag mandag 15. juni.

- Vi har sejlet under hele nedlukningen, men naturligvis haft langt færre passagerer end normalt. Nu glæder vi os til at byde alle vores kunder velkomne om bord igen, siger Scandlines CEO Søren Poulsgaard Jensen.

Scandlines' forretninger om bord samt BorderShop i Puttgarden åbner derfor nu, og det er naturligvis muligt at få noget at spise og drikke om bord på alle færger, hvor to ud af tre spisesteder er åbne.

- Der er naturligvis også ekstra stort fokus på hygiejne over alt, hvor kunder og medarbejdere færdes, siger Søren Poulsgaard Jensen.

Om bord på færgerne og i BorderShops hjælper tydelig skiltning kunderne med at holde god afstand til hinanden. Der er håndsprit i alle passagerområder og på toiletterne, hvor der desuden er plakater med instruktioner i rigtig håndvask.

Men det har kostet.

- Selv om vi har kunnet fastholde en del af vores fragttrafik, kommer nedlukningen til at kunne ses tydeligt på bundlinjen. Vi forventer, at resten af 2020 vil være påvirket af krisen, og arbejder målrettet med at afbøde effekten af at holde trafikmaskinen i gang med markant lavere indtægter flere måneder, siger Søren Poulsgaard Jensen.

Læs også artiklen: "- Jeg savner mine kollegaer og mit arbejde." i mandagens Folketidende