Flere indbrud - bare ikke her

Antallet af indbrud på Lolland-Falster er faldet og faldet siden 2018. Arkivfoto: Anders Knudsen

Indbrudstyvene holdt fri, da Danmark var corona-lukket. Nu er de trukket i arbejdstøjet igen. Men ikke på Lolland-Falster. Antallet af indbrud er faldet stødt siden 2018.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Flere oplever at komme hjem til et hus, som en indbrudstyv har snaget rundt i.

Men ikke på Lolland-Falster. Her er antallet af indbrud bare faldet og faldet siden 2018. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

I januar, februar og marts 2018 var der 73 indbrud i Lolland Kommune og 80 i Guldborgsund Kommune. I første kvartal i år er antallet af indbrud i Lolland Kommune faldet til 35 i Lolland Kommune. Også i Guldborgsund Kommune er antallet af indbrud faldet. Nemlig til 24 i januar, februar og marts i år.

Indbrudstyve holdt fri

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i årets første kvartal blev anmeldt 3.729 indbrud i danske hjem.  Det er 13 procent flere end i samme periode sidste år, hvor store dele af samfundet var lukket ned. Der er dog kommuner, som oplever fald i antallet af indbrud – og det gør sig særligt gældende på Lolland-Falster.

- Alene det, at vi går i haven, skaber mere liv i kvarteret, og det skræmmer tyvene væk. Hvis vi samtidig husker at hilse på de personer, vi møder i vores kvarter, så vil de fleste indbrudstyve vende om, siger Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd står bag.

I 2021 var store dele af samfundet corona-lukket i første kvartal, og det er dokumenteret, at det havde en positiv effekt på antallet af indbrud.