Flere lokalpolitikere er trætte af "tåbelig symbolpolitik": - Det er bureaukrati af værste skuffe

Vibeke Grave (S), formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune, er bestemt ikke fan af den lov, der pålægger kommunens medarbejdere hele tiden at minde udlændinge om, at de bare kan rejse hjem. Arkivfoto: Anders Knudsen

Vibeke Grave (S) er ikke vild med ordningen, hvor udlændinge skal tilbydes hjælp til hjemrejse.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det her er bureaukrati af værste skuffe, slog Vibeke Grave fast, da byrådet før jul tog fat på behandlingen af den såkaldte rådgivning og information om repatriering.

Men der var ingen vej uden om, byrådet skulle behandle en handlingsplan.

Når man taler om at afbureaukratisere fra statens side, så var det måske noget, som man skulle se at få væk.

Holger Schou Rasmussen

Repatrieringsordningen handler om, at udlændinge og danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab kan få rådgivning om muligheden for frivilligt at vende tilbage til deres hjemland, tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning. Sådan lyder ordlyden.

- Det der med kan, er faktisk ikke den rigtige beskrivelse. Der burde stå skal have. Vi er i Jobcentret forpligtet til at rådgive denne gruppe her. Det er ikke noget, vi selv vælger, eller hvor tit vi har lyst til at gøre det. End ikke hvor meget tid, vi har lyst til at bruge på det, hvis vi går ned i lovgivningen, forklarede Vibeke Grave om punktet og ønskede byrådet skyndte sig videre, så den ikke fyldte for meget.

Tåbelig symbolpolitik

Jesper Volmer (V) var ikke helt enig i, at man bare skulle komme videre i teksten.

- Som liberalt parti ønsker vi, at borgerne oplyses om de muligheder, som de har. Derfor skal dem i målgruppen oplyses om de muligheder, de har for at vende tilbage. Jeg forstår slet ikke polemikken om det her. Selvfølgelig skal de da mindes om det her ved hver en samtale, de har med jobcentret, sagde han.

Den holdning blev bestemt ikke bakket op af Enhedslisten.

- Det er noget af den mest tåbelige symbolpolitik, som Folketinget har overladt til kommunerne. Nogle bliver retraumatiseret af hele tiden at få dette at vide, for de ved godt, at de ikke kan komme hjem. Siger de alligevel ja risikerer de måske at ende i et fængsel, og de kommer i hvert fald ikke tættere på et arbejde, lød det fra Birthe Lauridsen, der undlod at stemme.

Fjern loven

Per Kim Nielsen fra SF mente, at Lolland Kommune måske burde bryde loven engang imellem, når en sådan ordning gøres til lov for kommunerne.

Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) glædede sig over, at flere talte imod en repatrieringsordning, men var samtidig klar over, at Lolland ikke kan gøre andet end at leve op til loven.

- Når man taler om at afbureaukratisere fra statens side, så var det måske noget, som man skulle se at få væk. Men der er måske nogle partier ude på den yderste højrefløj, som synes det her er fremragende. Dem er vi dog ikke belastet af i øjeblikket, bekendtgjorde borgmesteren.