Flere nyheder på Frilandsmuseet

Traditioner skal der også være plads til. Børn og bedsteforældre kan som sædvanlig hygge sig med sommerferieaktiviteter på Frilandsmuseet hver mandag og onsdag. Denne mandag handlede det om at bygge en drage og dekorere et skrin. Alle gæster er velkomne på Frilandsmuseet. Er man over 16 år, skal man dog huske coronapasset. Foto: Jan Knudsen

Frilandsmuseets sommersæson byder på rundvisninger, aftenåbent, kreativt sommersjov og en middag hos kapellanen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Sommerferien er i gang, og på Frilandsmuseet i Maribo er man klar til at modtage horder af sommerbrune børn, glade bedsteforældre og afslappede forældre.

I år er der ud over traditionerne også plads til lidt nye tiltag i de gamle huse, fortæller museumsinspektør Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

- Vi har prøvet noget nyt i år med aftenåbent om tirsdagen til klokken 20.30. På den måde kan man tage sin picnickurv med og spise aftensmaden her. Vi håber også, det giver muligheden for dem, der er på arbejde om dagen, siger hun.

Klokken 19.30 på disse tirsdage vil der også være en speciel rundvisning med fokus på forskellige temaer i bondelivet dengang - det være sig døden, livets skyggesider eller maden, man spiste. I aften, 6. juli, handler det om overtroen.

- Det er et forsøg, og så ser vi, om det er noget, vi skal gøre mere af, siger Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

En anden nyhed er Egn-arrangementerne med "Til middag hos", som allerede har været afviklet hos Lola på Stiftsmuseet. Næste gang, 16. juli, er det kapellanen på Frilandsmuseet, der inviterer på middag.

- Vi havde egentlig først lagt an til middag hos stifteren Axel Holck. Men vi synes, der var en bedre historie i kapellanen, der jo ikke havde sit eget køkken og derfor måtte spise hos andre i landsbyen, fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

Ved middagen kan man både nyde kapellanens svupsakker, skolemesterens mellemmadder, Anne Huggemands varme frokost, bondens middag og meget andet. Billetter kan købes på Museum Lolland-Falsters hjemmeside.

De besøgende på Frilandsmuseet kan hver torsdag klokken 14 gå med på en traditionel rundvisning. Om torsdagen trækker museets frivillige i kostumerne og levendegør husene. Men rent formidlingsmæssigt er der også nyheder.

Forskellige karakterer er rykket ind i husene på store skilte. Her står der om konen, som laver mad på brændekomfuret i Ane Huggemands hus, om den unge mand, der er vokset op på sin fædrene gård, og om alle de andre, der kunne have boet i husene på den tid - og hvordan deres liv formede sig.

- Vi vil gerne prøve at komme væk fra papirbrochuren og formidle historien anderledes. Så håber vi, vores gæster tager godt imod det, siger Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

Blandt de øvrige nyheder kan nævnes, at museet også har fået fire nye høns og en stolt hane af den gamle landrace. Mikkel Ræv tog sig af den foregående flok. Så nu hersker en ny herre i haven.

I Ane Huggemands hus huserer konen. Her skal der også levendegøres med duftende grøntsager. Foto: Jan Knudsen
Og i Falstergården huserer manden. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen