Flere ulovlige knive spottet

Folketidende.dk er onsdag eftermiddag i Rødby Havn og laver løbende reportager fra SKAT's intensiverede jagt på våbensmuglere. Det er en jagt der har været særligt fokus på den seneste måned, og det har givet gevinst, lyder det fra SKAT's samarbejdspartner politiet.

- Vi har i den seneste måned haft mellem 15 og 20 sager, hvor personer har forsøgt at indføre ulovlige knive ind i landet. Derudover er der også taget nogle med baseballbat. Og det er langt mere end normalt, siger Leif Fuglsang, vicepolitinspektør ved grænsepolitiet på Lolland-Falster.

Derudover har der også været nogle sidegevinster, hvor en del menneskesmuglere er blevet spottet, og et større parti khat blev opdaget natten mellem torsdag og fredag i sidste uge.

- Der er ingen tvivl om, at de øgede ressourcer SKAT afsætter i øjeblikket helt klart har en effekt - ikke mindt præventivt, siger han.

SKAT har endnu ikke spottet ulovlige skydevåben i den intensiverede periode.

- Det er jo almindeligt kendt, at kontrollerne ved grænseovergangene er intensiveret i øjeblikket og det ved våbensmuglerne naturligvis også, siger Leif Fuglsang.

Han er meget tilfreds med den indsats og de ressourcer SKAT bruger i øjeblikket.

- De ressourcer som politikerne vælger at afsætte til kontroller afspejler sig også i det antal sager vi får. Jo flere ressourcer, jo bedre chancer er der for at tage våben- og narkosmuglere, slår han fast.




SKAT har i den seneste måned intensiveret kontrollerne i jagten på våbensmuglere flere steder på Lolland-Falster, og det har givet gevinst.

Offentliggjort Sidst opdateret