Flere undres over søens størrelse

Der var rigtigt godt fyldt op ved Anemonens afgang klokken 14 lørdag. Foto: Ingrid Riis

BILLEDSERIE: Foreløbigt er Anemonens turistsæson i år bedre end sidste år med tørke og lav vandstand.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO SØNDERSØ Som førstemand på turbåden Anemonen har Torben Eskildsen mange gode oplevelser med de mange turister, der hvert får får en naturoplevelse på Maribo Søndersø.

Han undres en gang imellem over, at selv indfødte maribonitter, der kommer på deres første tur på søen, kan blive overrasket over, hvor stor Søndersø egentligt er.

Folketidende var lørdag eftermiddag med på en af de mange ture ud på øen og fik også den specielle oplevelse, at man ikke skal sejle mange meter væk fra landgangsbroen ved Domkirken, før man slet ikke kan se, at man er tæt på en mellemstor købstad. I 50 minutter ser man ingen andre bygninger end naturskolen og herregårdene Søholt og Engestofte.

Til gengæld er der naturoplevelser af flokke af skarver, som letter, og synet af de majestætiske havørne, der lever fast ved søerne.

Torben Eskildsen kan melde om rigtigt godt besøg på turene, og at svenskere, tyskere og hollændere er blandt de hyppigste udlændinge ombord. Folketidende fik her et lille indblik, hvor Anemonens kunder kommer fra.

På turen lørdag var der næsten helt udsolgt, og vi fik plads ved siden af Tina Møller Nielsen fra Fyn. Hun er selv vokset op i Maribo og fik her muligheden for at vise børn og børnebørn den egn, hun stammer fra. De boede på bed & breakfast ved Skelstrup, og turen med Anemonen var en god oplevelser for børnene.

Ombord var også Helle Bill og Nicolai Schmidt, der havde inviteret amerikanske Delany Philips med ud på søen.

Den unge amerikaner var sidste år udvekslingsstudent i Damark og boede hos parret i København. Nu var hun vendt tilbage til det Danmark, hun var blevet så glad for.

- Jeg stammer selv fra Nakskov, og nu ville jeg vise hende Lolland, fortæller Helle Bill.

- Vi har lånt min mors hus i Nakskov, og vi har været på Dodekalitten, som Delany fandt imponerede.

Ombord på postbåden så de tilbuddet om turen med Anemonen, så det virker også, at de enkelte turistdestinationer henviser til hinanden.

Delanys glæde ved Danmark blev ikke mindre af turen på Søndersø.

Viktor og Hishan fra Fyn fulgte med i ruten, da de var med bedstemor på tur på Søndersø. Foto: Ingrid Riis
Der var mange oplevelser at pege på undervejs. Foto: Ingrid Riis
Delany Philips fra USA til højre var med sin værtsfamilie, Nicolai Scmidt og Helle Bille, på tur med Anemonen. Foto: Ingrid Riis
Og naturligvis fik turdeltagerne flere gange øje på søens faste beboere, havørnene. Foto: Ingrid Riis
Matros og førstemand, Torben Eskildsen, tager imod og siger pænt farvel til gæsterne på broen. Foto: Ingrid Riis
Reportagetur fra Anemonen. Foto: Ingrid Riis