Føler sig utilpasse i fællesbadet

Lærer Hanne Baran viste eleverne et foto af fem mennesker, som enten havde deller, akne, strækmærker eller andet, som mennesker nu engang har. Hun brugte fotoet som afsæt for at snakke om kropsidealer med eleverne. - Hvad tænker vi om os selv? - Hvad gør alle de usagte kropsidealer ved os? - Og hvordan gør vi os fri af dem? spurgte hun. Foto: Anders Knudsen

Elever i 7.klasse var enige om, at fællesbadet efter idræt er en udfordring.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Eleverne på Byskolen har ligesom mange af landets øvrige skoleelever i den forløbne uge fået seksualundervisning med afsæt i kampagnen "Den Perfekt Uperfekte Krop".

Det har betydet en masse input fra film, artikler, billeder og udsagn efterfulgt af dialog og diskussion i klassen. I 7.i. har lærer Hanne Baran sammen med eleverne været omkring alt fra kropsidealer til pubertet, hygiejne, sex, kønsorganer, menstration, prævention, homoseksualitet, sociale medier, ensomhed, sprog, grænser og overgreb, etik, moral, seksualitet og religion.

- Eleverne har været rigtig gode til at åbne op og deltage i snakkene, fortalte Hanne Baran.

Det var de også, da Folketidende var forbi, og snakken blandt andet faldt på fællesbadet efter idræt, hvilket næsten ingen af eleverne brød sig om.

- Det er en meget stor grænse at skulle overskride, sagde en pige.

- Jeg synes også, at det er min krop, og den behøver min klasse ikke at se, sagde en anden pige.

- Jeg tager bare mit tøj på uden at gå i bad, sagde en dreng.

- Jeg har det fint med det - men ikke hvis jeg har menstration, sagde en pige.

Nogle af eleverne løste det simpelthen ved at "glemme gymnastiktøjet".

Ifølge Hanne Baran er problematikken velkendt på Byskolen.

- Det var rigtig svært at få eleverne til at gå i bad, da de startede i syvende klasse efter sommerferien.

Der var både anledning til gode grin og skarpe meningsudvekslinger. Foto: Anders Knudsen

Billede af blufærdighed

Men reglen er, at eleverne skal i bad. Det skal ske i fællesbadet, og hvis særlige hensyn taler for det, menstruation, religion eller andet, alene i et adskilt bruserum.

- Det er efter ihærdig indsats blevet bedre, fortalte Hanne Baran, selv om der stadig er et stykke vej.

Byskolen er så langt fra alene om at stå med elever, som føler sig udfordret af at skulle være nøgne sammen i et bruserum. Det er det samme billede af blufærdighed overalt. I kampagnematerialet fra Sex & Samfund er der derfor både videoer om de unges holdninger til fællesbadet og podcast med titlen "Det dilemmafyldte fællesbad". Fra Sex & Samfund lyder rådet, at det er vigtigt at lytte til eleverne, fordi der altid ligger vægtige grunde bag, som skolerne skal forsøge at gå i dialog med.

Det gør Byskolen også, og det gjorde Hanne Baran ligeså under elevernes diskussion om fællesbadet.

- Det handler rigtig meget om tryghed, nåede hun sammen med eleverne frem til.

Læs også artiklerne:
Den perfekt uperfekte krop på skoleskemaet
Forældre bekymrer sig over deres børns kropsopfattelse
Fakta om Uge Sex
Fakta om undersøgelse
Fakta om børn og krop
Fakta om Sex & Samfund
i fredagens Folketidende

Eleverne skulle forholde sig til dilemmaer i plenum, diskutere i grupper og udfylde arbejdsark. Foto: Anders Knudsen