Folkekirken skal være national sjælesørger - ikke politisk halehæng
Under corona-nedlukningen gik sognepræst Jesper Bacher fra hus til hus med et brev, der opfordrede til at få besøg af den lokale præst til en snak om stort og småt i turbulente tider. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Sognepræst Jesper Bacher støtter statsministerens kald på mere ånd i samfundet - men advarer mod politisering af kirken.
- Mere ånd i politik og samfundslivet kan man da kun hilse velkomment.
Ordene kommer fra sognepræst Jesper Bacher.
Og det er ikke kun i anledning af påskedagene - kirkens helt store højtid - at der reflekteres over kirken og samfundet i præstegården på Rubbeløkkevej ved Brandstrup.
Statsminister Mette Frederiksens udsagn forleden om behovet for øget ”åndelig oprustning” er således ikke gået ubemærket hen over kirketårnene i Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat, hvor Jesper Bacher i 25 år har haft sit virke.
"Der har været meget fokus på den militære oprustning - med god grund - men den åndelige oprustning er faktisk lige så vigtig", lød det fra statsministeren til Kristeligt Dagblad.
Det sagde statsminister Mette Frederiksen blandt andet om folkekirken:
- Jeg synes altid, at folkekirken skal fylde mere. Danmark er et kristent samfund, vi bygger på kristendommen, og folkekirken er en meget vigtig værdibærer både i freds- og i krisetid. Jeg tror, folkekirken kommer til at opleve, at nogen søger hen imod kirken nu, fordi der er et naturligt fællesskab, og der er en national forankring. Det er der, vi synger de salmer, vi har sunget gennem generationer, og kirkerummet har fået mennesker igennem mange kriser. Jeg tror, at folkekirken kommer til at opleve, at tiden efterspørger det rum.
Kilde: Kilde: Kristeligt Dagblad
Enig - og forbeholden
Og Mette Frederiksen uddybede sit budskab på et borgermøde i Roskilde.
"Vi skal bruge samfundsinstitutionerne i den åndelige oprustning. Det er alt fra folkekirken, som jeg tror bliver et endnu større samlingspunkt, til museer, kunst og kultur. Også vores folkeskole skal have endnu mere fokus på dannelse ... Hvis jeg var folkekirken, så ville jeg lige nu tænke: Hvordan kan vi være en både åndelig og fysisk ramme for det, danskerne gennemgår?"
Den markante politiske markering udløser på lange stræk enighed hos Jesper Bacher - men han er også forbeholden.
Hvordan forstår du begrebet "åndelig oprustning"?
- Som en besindelse på vores land og kultur. Et ønske om at ruste os med viden og værdier i en krisetid. Det er med mennesker og lande som med træer: Hvis ikke de har dybe rødder, falder de, når stormen sætter ind.
Hvad tænker du om statsministerens anvendelse af det i en samfundspolitisk sammenhæng?
- At det grundlæggende er godt tænkt. Vi er rige her til lands og er med god grund glade for vores velfærdsstat. Men det er åndelige værdier, som holder os sammen og oppe, ikke alskens materielle goder.
Mener du, at det er folkekirkens opgave at imødekomme politiske ønsker om at "fylde mere" i samfundet i krisetider?
- Jeg mener, at det er folkekirkens opgave at fylde hjerterne med evangeliets gode budskab, og folkekirken er oplagt som national sjælesørger i krisetider - og opbrudstider. Jeg noterer mig, at statsministeren mener, at folkekirken skal fylde mere, men det var ikke ligefrem det signal, regeringen sendte med afskaffelsen af store bededag. Men det er fint, hvis hun nu er kommet på bedre tanker.
Jeg noterer mig, at statsministeren mener, at folkekirken skal fylde mere, men det var ikke ligefrem det signal, regeringen sendte med afskaffelsen af store bededag. Men det er fint, hvis hun nu er kommet på bedre tanker.
Hvordan balancerer du som præst ønsket om at være en del af den nationale samtale med behovet for at fastholde kirkens selvstændighed og åndelige integritet?
- Som præst mener jeg selvfølgelig, at folkekirken skal være en del af vores nationale samtale. Det er jo heller ikke en rigtig national samtale, hvis alle ikke er med, men samtidig er kristendommen ikke en selvforherligende stammereligion, som skal stille sig kritikløs til rådighed for en politisk dagsorden. Folkekirken skal give sit besyv med i den nationale samtale, men aldrig tale andre end sin Herre efter munden.
Statsministeren nævner folkekirken som en "fysisk og åndelig ramme" i urolige tider. Hvordan oplever du selv kirkens rolle i mødet med menneskers uro og krise?
- Jeg oplever folkekirkens rolle møde med menneskers i uro og krise som helt centralt. Hvis evangeliet ikke holder på de tunge dage og i de urolige tider, holder det slet ikke, og så skulle jeg finde mig ærligt arbejde. Men evangeliet holder til det værste og giver den trøst og fred, som verden aldrig kan give. Det har jeg oplevet igen og igen i mine over 25 år som præst og i hele mit kristenliv.
Kan du se en fordel eller risiko i, at politikere fremhæver kristendom og folkekirken som nationale identitetsmarkører i en tid præget af global usikkerhed og polarisering?
- Jeg kan se en fordel i, at kristendommens bidrag til vores nationale identitet værdsættes og fremholdes - man kan jo prøve at overveje, hvordan Danmark ville have set ud, hvis ikke kristendommen, men eksempelvis islam havde være den dominerende religion? Men jeg ser også en risiko for, at folkekirken reduceres til en national identitetsmarkør i manges bevidsthed. Folkekirken største opgave er ikke at markere vores nationale identitet, men at give os en ny identitet som døbte mennesker. Den kristne identitet kan gå fint hånd i hånd med den nationale identitet, men dåben er porten til frelse og det evige liv. Nationer er forgængelige og kan ikke frelse nogen sjæl. Det kan også hænde, at folkekirken må sige kritiske ord til vores nationale identitet, hvis vi glemmer Gud og næsten. Ikke at nogen kan udtale sig autoritativt på folkekirkens vegne, men protestanter skal da ikke være bange for at protestere.
Seneste artikler
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Tidligere byggematador Axel Juhl-Jørgensen er død - 94 år
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster