Folkekirken skal være national sjælesørger - ikke politisk halehæng

- Mere ånd i politik og samfundslivet kan man da kun hilse velkomment.

Ordene kommer fra sognepræst Jesper Bacher.

Og det er ikke kun i anledning af påskedagene - kirkens helt store højtid - at der reflekteres over kirken og samfundet i præstegården på Rubbeløkkevej ved Brandstrup.

Statsminister Mette Frederiksens udsagn forleden om behovet for øget ”åndelig oprustning” er således ikke gået ubemærket hen over kirketårnene i Tirsted-Vejleby-Hillested-Skørringe Pastorat, hvor Jesper Bacher i 25 år har haft sit virke.

"Der har været meget fokus på den militære oprustning - med god grund - men den åndelige oprustning er faktisk lige så vigtig", lød det fra statsministeren til Kristeligt Dagblad.

Enig - og forbeholden

Og Mette Frederiksen uddybede sit budskab på et borgermøde i Roskilde.

"Vi skal bruge samfundsinstitutionerne i den åndelige oprustning. Det er alt fra folkekirken, som jeg tror bliver et endnu større samlingspunkt, til museer, kunst og kultur. Også vores folkeskole skal have endnu mere fokus på dannelse ... Hvis jeg var folkekirken, så ville jeg lige nu tænke: Hvordan kan vi være en både åndelig og fysisk ramme for det, danskerne gennemgår?"

Den markante politiske markering udløser på lange stræk enighed hos Jesper Bacher - men han er også forbeholden.

Hvordan forstår du begrebet "åndelig oprustning"?

- Som en besindelse på vores land og kultur. Et ønske om at ruste os med viden og værdier i en krisetid. Det er med mennesker og lande som med træer: Hvis ikke de har dybe rødder, falder de, når stormen sætter ind.

Hvad tænker du om statsministerens anvendelse af det i en samfundspolitisk sammenhæng?

- At det grundlæggende er godt tænkt. Vi er rige her til lands og er med god grund glade for vores velfærdsstat. Men det er åndelige værdier, som holder os sammen og oppe, ikke alskens materielle goder.

Mener du, at det er folkekirkens opgave at imødekomme politiske ønsker om at "fylde mere" i samfundet i krisetider?

- Jeg mener, at det er folkekirkens opgave at fylde hjerterne med evangeliets gode budskab, og folkekirken er oplagt som national sjælesørger i krisetider - og opbrudstider. Jeg noterer mig, at statsministeren mener, at folkekirken skal fylde mere, men det var ikke ligefrem det signal, regeringen sendte med afskaffelsen af store bededag. Men det er fint, hvis hun nu er kommet på bedre tanker.

Hvordan balancerer du som præst ønsket om at være en del af den nationale samtale med behovet for at fastholde kirkens selvstændighed og åndelige integritet?

- Som præst mener jeg selvfølgelig, at folkekirken skal være en del af vores nationale samtale. Det er jo heller ikke en rigtig national samtale, hvis alle ikke er med, men samtidig er kristendommen ikke en selvforherligende stammereligion, som skal stille sig kritikløs til rådighed for en politisk dagsorden. Folkekirken skal give sit besyv med i den nationale samtale, men aldrig tale andre end sin Herre efter munden.

Statsministeren nævner folkekirken som en "fysisk og åndelig ramme" i urolige tider. Hvordan oplever du selv kirkens rolle i mødet med menneskers uro og krise?

- Jeg oplever folkekirkens rolle møde med menneskers i uro og krise som helt centralt. Hvis evangeliet ikke holder på de tunge dage og i de urolige tider, holder det slet ikke, og så skulle jeg finde mig ærligt arbejde. Men evangeliet holder til det værste og giver den trøst og fred, som verden aldrig kan give. Det har jeg oplevet igen og igen i mine over 25 år som præst og i hele mit kristenliv.

Kan du se en fordel eller risiko i, at politikere fremhæver kristendom og folkekirken som nationale identitetsmarkører i en tid præget af global usikkerhed og polarisering?

- Jeg kan se en fordel i, at kristendommens bidrag til vores nationale identitet værdsættes og fremholdes - man kan jo prøve at overveje, hvordan Danmark ville have set ud, hvis ikke kristendommen, men eksempelvis islam havde være den dominerende religion? Men jeg ser også en risiko for, at folkekirken reduceres til en national identitetsmarkør i manges bevidsthed. Folkekirken største opgave er ikke at markere vores nationale identitet, men at give os en ny identitet som døbte mennesker. Den kristne identitet kan gå fint hånd i hånd med den nationale identitet, men dåben er porten til frelse og det evige liv. Nationer er forgængelige og kan ikke frelse nogen sjæl. Det kan også hænde, at folkekirken må sige kritiske ord til vores nationale identitet, hvis vi glemmer Gud og næsten. Ikke at nogen kan udtale sig autoritativt på folkekirkens vegne, men protestanter skal da ikke være bange for at protestere.