Folkets Hus i Nakskov gik på gaden

Carsten Andersen samlede lørdag underskrifter ind ved Meny i Nakskov. Foto: Jan Knudsen

Mange har set med på facebookgruppe, men ikke mange har valgt at skrive under.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Med genåbningen af butikkerne var der lørdag kommet en del flere folk i gadebilledet i Nakskov, end der har det sidste stykke tid.

Den mulighed udnyttede gruppen Folkets Hus Nakskov, der brugte nogle timer lørdag ved middagstid bevæbnet med en underskriftindsamling for at samle støtte til at stoppe nedrivningsplanerne af Madeskovskolen.

Underskriftindsamlingen har kørt i omkring 14 dage.

- Det er faktisk utroligt svært at få folk til at skrive under. Men ikke her, hvor folk er utroligt imødekommende. Men på de 14 dage, den har kørt, går det meget langsomt. Folk er inde og like på Facebook. Vi har haft 4.000 besøg og en 15-1.700 likes, men det skorter med underskrifterne. Og det er jo lidt trist, fortæller Peter Lundsgaard, der i gruppen Folkets hus repræsenterer Lollands Bueskytteklubs interesse i den nedlagte skole.

Underskriftindsamlingen, der er tilgængelig på skrivunder.net, ønsker at få nedrivningen af Madeskovskolen udsat, indtil en valgt styregruppe har fået adgang til at besigtige skolen. Og at man derefter kan komme i dialog med kommunen om brugsretten.

- Langt hen ad vejen har vi jo kun kunnet bruge Facebook, for det er jo først nu, at folk er kommet på gaden. Men vores største problem er at få politikerne i tale. Det er en tung kamp, fortæller Carsten Andersen, der lørdag stod foran Meny i Nakskov for at samle underskrifter ind.

Folkets Hus har ønsket adgang til skolebygningerne for med egne øjne at se bygningerne an.

Planen er at kunne lave et fælles foreningshus på den nedlagte skole, som hele byens knap 400 aktive foreninger vil kunne få gavn af.

Forslaget er, at gruppen Folkets Hus i Nakskov mødes med kommunens politikere og de nødvendige embedsmænd for at se på bygningerne, tale om visioner og muligheder og gå derfra med en positiv dialog. Herefter vil Folkets Hus i Nakskov-gruppen have eksempelvis et år til at lave det helt optimale projekt og skabe rammerne for en finansieringsplan, der kan gå ud til fonde og andre bidragsydere.

Med skolens samlede bebyggede areal på 4.309 kvadratmeter og et grundareal på 9.746 kvadratmeter kan der skabes unikke fleksible rammer, som kan rumme rigtig mange deltagende foreninger.

Berit Bech og Peter Lundgaard fra Lollands Bueskytteforening var også gået på gaden for at få folk i snak om nedrivningsplanerne for Madeskovskolen. Foto: Jan Knudsen

Dyr løsning

- Vi hører argumentet, at det bliver dyrt, og at kommunen er fattig. Men det bliver jo ikke billigere af at låne de 6 millioner, som kommunen i sit beslutningsdokument fra 30. april har fremlagt. Forvaltningen har fremlagt tal på 9-10 millioner for en opretning af bygningsmassen og et beløb på 18 millioner for en gennemgribende renovering.

- Men politikerne har aldrig fået præsenteret, hvordan disse beløb er udregnet, og hvad man skal betale de mange penge for. 18 millioner er måske skræmmende, men hvis man spørger en lokal bygningsingeniør, så kan de 9-10 millioner veksles til et sted mellem tre og fem og de 18 til et beløb på mellem 7,5 og ni millioner, fortæller Peter Lundgaard.

Ved at skabe et sådan Folkets Hus vil der også blive skabt et kraftcenter, mener man i gruppen.

De mange frivillige ildsjæle vil samles mere eller mindre et sted, og ved det samarbejde med kommunen, som man forudser, vil kommunen også let kunne få fat i frivillige hænder, når der skal ske noget i byen.

- Efter coronanedlukningen bliver der brug for massiv socialt samvær, fordi folk har brug for, der skal ske nogle ting. Jeg tror på, foreningerne får nok så meget at se til, når de må åbne.

- Derude kan kan man samle en masse folk og kræfter. Hvis man skal bruge nogle af de gode folk, der skal hjælpe med et eller andet, så kunne de være derude allesammen. Alle dem, der er med i sådan nogle foreninger, er jo dem, der er aktive i byen, fortæller Carsten Andersen.

Får Folkets Hus lov at besigtige Madeskovskolen og udsatte nedrivningen, så der først og fremmest skal dannes et overblik over, hvad der skal laves for at sikre bygningerne mod yderligere forfald.

Dernæst skal laves en plan for, hvordan bygningerne kan indrettes og anvendes.

- Man kan lave rigtigt meget spændende der. Hvis man tager fat i nogle af de håndværkere, vi har i byen, som er virkeligt kreative og dygtige, så skulle vi lynhurtigt have nogle løsninger på det der og få lavet noget, så folk bare virkeligt siger wow, fortæller Carsten Andersen.

160 skrev under på Folkets Hus' underskriftindsamling lørdag. Foto: Jan Knudsen
. Foto: Jan Knudsen