For mange elever, for lidt plads: Nu har skolen fundet en løsning

Skoleleder Dominic Maher på de to boldbaner ved siden af Lolland International School, hvor to pavilloner skal sikre midlertidige kvadratmeter til fire klasselokaler, et grupperum og toiletter. Der vil samtidig blive etableret en ny boldbane i skolegården mellem den internationale skole, Borgerskolen og gymnasiet. Foto: Rikke Folm Berg

Eleverne bliver stadigt flere på Lolland International School. Børne- og skoleudvalget har derfor valgt at bede økonomiudvalg og byråd om penge til at rejse to pavilloner i skolegården.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere elever kræver flere kvadratmeter.

Lolland International School har lige nu indskrevet 135 elever og oplever en fortsat tilgang af elever. Elevtallet forventes at runde 200 til august og antages at kunne stige til 240 i løbet af næste skoleår. Det er flere, end der kan være i lokalerne på Skimminge 21 i Maribo.

Børne- og skoleudvalget drøftede derfor torsdag to modeller for midlertidige løsninger. Den første model går ud på at rejse to pavilloner på boldbanerne i skolegården ved siden af den internationale skole. Den anden at rejse to pavilloner ved siden af Blæsenborg Skole. Udvalgte valgte at gå med den første model.

Kan forblive samlet

Det glæder skolelederen på Lolland International School.

- Det var vores foretrukne, siger skoleleder Dominic Maher.

Hvorfor?

- Vi vil gerne undgå at skulle splitte skolens elever op på to matrikler, mens vi er i vækst.

Desuden er både skoleleder og skolebestyrelse glade for samarbejdet på stedet med Borgerskolen og Maribo Gymnasium, der både lejes og lånes lokaler af og deles skolegård med, oplyser skolelederen.

Udover de to pavilloner får skolen fremadrettet mulighed for at låne yderligere en bygning af Borgerskolen. Det rummer en lille gymnastiksal samt et lokale ovenover på 1. etage, hvor der lige nu residerer en 10. klasse.

Skolen har til huse i lejet og lånt:

Lolland International School bor i lejede lokaler fra Maribo Gymnasium og lånte lokaler af Borgerskolen.

I dag er der administration, personalerum, fem klasselokaler og et sfo/art/music - room i de lejede lokaler fra Maribo Gymnasium på Skimminge 21.

Derudover låner skolen tre klasselokaler og faglokaler (madkundskab, naturfag og håndværk og design) på Borgerskolen samt to klasselokaler på Maribo Gymnasium. Der er altså fem lokaler, der i dag lånes af naboinstitutionerne, hvilket også skaber et kapacitetspres på blandt andet Borgerskolen.

Efter sommerferien igangsætter Maribo Gymnasium desuden en Internationale linje, som indebærer, at skolen ikke kan fortsætte med at låne de to ekstra lokaler af Maribo Gymnasium.

Kilde: Kilde: Lolland Kommune

Først klar til efteråret

Der er dog en hurdle i løsningen af pladsproblemerne, og det er, at pavillonerne først kan stå klar efter efterårsferien.

Hvad kommer det til at betyde for skolen?

- Vi ville gerne have haft det klar fra august, når skoleåret begynder, men vi må fortsætte med at låne og løse det, så godt vi kan, siger skolelederen.

- Plads har været en udfordring for skolen fra start, erkender han med et lille suk.

Hvor god en løsning synes du, at det er, at eleverne skal gå i skole i pavilloner?

- Når man ser på omstændighederne, er pavillonerne den mest optimale løsning. Alternativet ville være at bygge nyt, og det er slet ikke på bordet politisk. Så man kan drømme og håbe, men det har været det bedst opnåelige.

Når man ser på omstændighederne, er pavillonerne den mest optimale løsning.

Dominic Maher, skoleleder, Lolland International School

De ældste elever rykker ud

Han peger på, at der desuden er sket meget med kvaliteten af midlertidige bygninger, så han er fortrøstningsfuld.

Der bliver plads til 20 elever i hvert klasselokale i pavillonerne, hvilket er den klassestørrelse, som skolen opererer med. Det betyder dog også, at det kan blive svært at være fleksibel og tage en ekstra ind, hvis der kommer nye elever til i løbet af skoleåret, nævner skolelederen.

Det bliver forventeligt 5., 6., 7. og 8. klasse, som skal rykke ud i pavillonerne, mens de mindste klasser bliver i skolens hovedbygning, hvor der er bedst garderobeplads til de mindste elevers habengut.