Forbuddet rammer havn hårdt: - Det er noget EU-makværk
Tonny Hansen er formand for Lundehøje Havn. Og han er mildt sagt ikke tilfreds med forbuddet mod at fange ål. Privatfoto
Privatfoto
Formand for Lundehøje Havn, Tonny Hansen, er frustreret over, at det er blevet forbudt at fange ål. Fiskeriet ved havnen bestod nemlig primært i at fange havets slanger, og flere har solgt deres båd som følge af forbuddet.
Det er slut med at fange ål i saltvand.
Den besked ramte det lille fiskersamfund i Lundehøje Havn hårdt, fortæller formanden Tonny Hansen.
I 2023 besluttede EU at lukke ned for ålefangsten for lystfiskere. Efter forbuddet blev forlænget ser det lige nu ud til, at lystfiskerne først må hive ruserne med havets slanger ind 15. marts næste år.
Forbuddet glæder slet ikke formanden for Lundehøje Havn.
- Efter de har stoppet vores mulighed for at fange ål, må vi finde andre måder at holde folk her. Det bidrager ikke særligt positivt. De er nok lidt ligeglade med os ude på landet.
Hvilke konsekvenser har det for jer?
- Det betyder, at der ikke kommer flere til. Det var det, der holdt meget gang i det førhen. De kunne have 3-4 ruser, så kunne de i weekenden sejle ud, fange sig nogle ål og spise dem sammen med venner og familie. Det er ikke en mulighed mere. Og det mest sørgelige er, at der er masser af ål derude. Det er noget EU-makværk, siger formanden, der også fortæller, at flere har valgt at sælge deres båd som følge af forbuddet.
Læs også: Kaj på randen af kollaps: "Styrter ud i havnen", hvis pengene ikke findes
- Der har været fremgang
Det er Tonny Hansens oplevelse, at der for 10 år siden var langt færre ål, end hvad tilfældet er nu.
- Nu er ålene kommet op igen. Og så forbyder man det. Engang imellem tænker man, at de (politikerne i EU, red.) sidder rundt om et bord. Den ene siger, jeg har fundet på noget dumt, den næste siger, jeg har fundet på noget endnu dummere, og så vælger man det. Sådan har vi det, siger han.
Der er en del fjordrejer, og man kan da også fiske lidt hornfisk, når det er sæson. Og sild, hvis det altså ikke lige var for sælerne, der æder dem, før nettet er tømt, fortæller formanden. Man kan da også være heldig at trække en havørred eller en fladfisk ind.
Men det er ålefiskeriet, der lokkede folk til.
- Det affolker havnene, da det var ålene, de særligt kom efter, siger Tonny Hansen.
Hvor er næste generation?
Og den næste generation af lystfiskere står mildt sagt ikke i kø til at få en båd i havnen
- Vi har næsten ingen unge mennesker. Jeg tror, vi har en enkelt i tyverne og en i trediverne, men det er det, resten er plus 60 og plus 70.
Kommer I ud på de rette kanaler for at få fat i de unge?
- Du kan jo ikke tvinge folk til at købe en båd og fiske, når der ikke er noget at fiske efter. Det kan man ikke.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker