Foreningslivet skal forstå nydanskere

Idrætsforeninger oplever fra tid til anden problemer med at takle forholdet mellem nye danskere og klubbernes oprindelige medlemmer.  
- Og foreningerne i Lolland Kommune er ingen undtagelse, fortæller Bjarne Sørensen, der er formand i Sportsråd Lolland.
 
- Især indenfor holdsport har vi i nogle foreninger haft indvandrere med en anden kulturbaggrund. Der har i nogle klubber været problemer med manglende forståelse af indvandrernes situation. Andre er gået lidt over stregen - og det kan vi ikke acceptere. Heller ikke i holdsport. Det er sådan nogle ting vi slås med, siger Bjarne Sørensen.
 
Og derfor skal der i samarbejde med de nye danskere findes løsninger på problemerne.
 
- Hvis vi taler om de unge, så er det vigtigt at vi får forældrene med på banen og får talt med dem, så de forstår mere om vores idrætskultur i Danmark. Måske er det en mulighed, at får indvandre-forældrene ind i foreningerne som frivillige ledere. Jeg tror, at mange på den måde bedre kunne blive integreret i det danske samfund og foreningsliv, siger Bjarne Sørensen.
 
Tirsdag aften holder Sportsråd Lolland temamøde i Højrebyhallen med foreningslivet og de nye danskere på dagsordenen.




Flere foreninger på Lolland har problemer med at takle nydanskere. Det skal der nu findes løsninger på.

Offentliggjort Sidst opdateret