Forhørsprotokoller, klager over uro, stambog osv.

For ikke så mange måneder siden forlod Frans Marcher Søholt Gods, som han i 1975 overtog efter sin far, Eiler Marcher, der købte det under krigen. Helt nøjagtigt i 1940. Allerede i 1995 solgte ”Buller” godset til ejer af Engestofte og Ulriksdal godser, Frederik Lüttichau, med den klausul, at han kunne blive boende til sommeren 2010.
I forbindelse med udflytningen har storvildtjægeren skullet tømme Søholt. Blandt meget andet en omfattende mængde historisk materiale fra hans oldefar, Maribos første borgmester, etatsråd Carl Valdemar Marcher.
Beskrevet i Lollands-Posten
Han blev 29. december 1868 beskikket til byfoged og byskriver i Maribo samt birkedommer og skriver fra 1. januar 1869. En spændende historie, som Lollands-Posten beskrev 28. november 2005.
Frans Marcher ”deponerede” ved udflytningen fra Søholt de mange spændende papirer hos sin gode ven, amatør lokalhistoriker og forhenværende matros Christian Løye, Rødbyhavn. Det var så meningen, at de to skulle aflevere tingene på lokalhistorisk arkiv i Maribo, men det har ”Buller” haft alt for travlt til at kunne gennemføre, og nu ville Christian Løye af med det hele.
Byens 1869-regnskaber
Eksempelvis forhørsprotokoller, byens regnskaber fra 1869, familien Marchers stambog, klager over uro på gaden i nattetimerne (var åbenbart også et problem på de tider!), indsamlingsliste til kongejubilæet og så videre.
- Puha, her er meget at se på, og selv om det hele er håndskrevet, er det let at læse. Det er noget andet noget end de kirkebøger, jeg er vant til at læse, sagde en fornøjet arkivleder Finn Hansen Løj ved overrækkelsen sidst i januar.
Omhandlende Lungholm
- Ja, der er simpelthen så meget spændende, medgav Christian Løye, der er tilknyttet det lokalhistoriske arkiv i Rødby, som muligvis også får nogle af de papirer, der eksempelvis omhandler Lungholm.
Nu bliver det Elin Hemmingsen, der på arkivet i Maribo har ansvar for indregistrering af arkivalier, som skal gennemgå de mange historisk set dyrebare papirer.
- Og de vil blive opbevaret som en samlet enhed, forklarer hun og ser ud, som om hun lige har fået fingre i noget Danefæ – og det har hun jo på en måde også…

Maribo Lokalhistoriske Arkiv har fået en masse materiale fra byens første borgmester Carl Valdemar Marcher.

Offentliggjort Sidst opdateret