"Formand er diktatorisk": Derfor ekskluderer de!

Leo Christensen sidder i byrådet for Lokallisten Lolland. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret: Efter et bestyrelsesmøde tirsdag aften er både Bjarne Hansen og Leif Utermöhl tilbage som henholdsvis formand og spidskandidat. Læs mere her: Vildt drama: Først ekskluderet - nu er han spidskandidat igen

En bombe eksploderer lige nu i Lollands lokalpolitik.

Lokallisten Lolland har ekskluderet Bjarne Hansen, formanden af partiet, og Leif Utermöhl, spidskandidat til kommunalvalget.

Ifølge de to ekskluderede sker det på grund af, at byrådsmedlemmet Leo Christensen (LL) er utilfreds med sin placering på opstillingslisten.

Det er helt forkert, mener byrådsmedlemmet.

- Vi får meldinger om, at vores kandidater og bestyrelsesmedlemmer bliver kontaktet af Bjarne (Hansen, red.) og (Leif, red.) Utermöhl og spurgt om, de vil starte en liste med dem. På det tidspunkt er de formand og spidskandidat hos os. Det er sket inden for den seneste uge, siger Leo Christensen.

- Da det starter op, aktiverer vi vores vedtægt, der siger: "Hvis man opfører sig illoyalt, er der kun én vej, og det er ud."

Nyt parti?

Byrådsmedlemmet er chokeret over den nu måske tidligere formand og spidskandidat.

Men det er ikke det eneste problem. Ifølge Leo Christensen er der også en aftale mellem de etablerede partier om, at de ikke vil samarbejde med Lokallisten Lolland.

- Det, der sker, er, at der kommer en melding fra Venstre, Socialdemokratiet og Din Stemme, der siger "Uanset, hvad der sker resten af den her periode og næste periode, så længe Bjarne (Hansen, red.) er jeres formand, bliver der intet samarbejde, siger Leo Christensen.

Han mener, at partierne forsøger at beskytte administrationen, som Bjarne Hansen er begyndt at angribe på sociale medier.

- Bjarne har jo været ufatteligt grov over for administration. Han har fået et had til dem. Jeg har haft stor respekt for Bjarne og arbejdet sammen med ham i rigtig mange år - det skal der ikke tages fejl af. Han har været en utrolig dygtig direktør, men jeg ved ikke hvad der er sket, mener Leo Christensen.

Diktator

Udover at angribe administrationen begynder Bjarne Hansen at fremlægge politik, som slet ikke er godkendt i Lokallisten Lolland.

- Han bliver meget diktatorisk simpelthen, siger Leo Christesen.

Den konstituerede formand Lokallisten Lolland, Jørgen Anker Andersen, mener også, at Bjarne Hansen har regeret enevældigt.

- Det drejer sig om, at Bjarne Hansen tror, at han kan bestemme alt uden at konferere med nogen. Og hvis man er uenig med ham, så skal man bare klappe i og gøre, som der bliver sagt, siger Jørgen Anker Andersen.

- De ting, han går rundt og siger, og han laver aftaler med folk uden at have baglandet med sig. Det går simpelthen ikke. Vi er en demokratisk liste. Selvfølgelig i et demokrati. Og han accepterer ikke demokrati.

Jørgen Anker Andersen mener, at Bjarne Hansen har lavet en opstillingsliste, der ikke tilgodeser partiet, men bestyrelsen og forretningsudvalget i partiet må ikke se den.

- Han har været chef i mange år, og så tror han, at formandsposten er en chefstilling. Det er den ikke! siger Jørgen Anker Andersen.

Læs også: 

Lokalliste sprængt