FORMAND: FEMØ ER FÆLLESSKAB

Jazzfestivalen satser ekstra hårdt på børnejazz for at få børnefamilier til Femø. Det ser ud til at være en bæredygtig strategi. Foto: Ingrid Riis

Havne-høkeren løb tør for flaskevand, da 36 graders varme lagde sig over Femø Jazz Festval.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMØ: Hvis ikke det var for en masse frivillige ville der ikke være noget, der hed Femø Jazz Festival. Der ville heller ikke være det levede liv på Femø.

Jazzfestivalen blev for alvor skudt i gang torsdag eftermiddag med åbningskoncert med River Jazz og Blues Band.

Formand for Femø Beboerforening, Inge-Lise Bisted, understreger betydningen af de frivilliges arbejde.

- Uden de frivilliges indsats, så det sort ud for festivalen og såmænd også for Femø i dagligdagen, siger hun.


Uden de frivilliges indsats, så det sort ud for festivalen og såmænd også for Femø i dagligdagen.

Inge-Lise Bisted, formand for Femø Beboerforening.

Formand for Femø Beboerforening, Inge-Lise Bisted, understreger vigtigheden af frivilligt arbejde for at holde liv i jazzfestivalen, men også for Femø. Foto: Ingrid Riis

Bistik

En af de frivillige er René Christiansen fra Rødbyhavn, hvor han også arbejder.

Han er samarit på festivalpladsen. I sommervarmen, hvor temperaturen nåede op på 36 grader, skal han hjælpe til, hvis nogen dejser om med solstik.

Samarittens opgaver varierer fra at behandle bistik og dele solcreme og allergipiller ud til at holde øje med, om nogen snupper musikernes instrumenter.

René Christiansen har været samarit på jazzfestivalen seks gange. Ikke fordi han er stor fan af jazz, men som tiden er gået, er han begyndt at kunne lide musikken.

- Da jeg startede som samarit, var jeg ikke meget for jazz, men nu har jeg vænnet mig til musikken, siger han.

10-4 kom ind. René Christiansen er samarit på jazzfestivalen. Foto: Ingrid Riis


Da jeg startede som samarit, var jeg ikke meget for jazz, men nu har jeg vænnet mig til musikken.

René Christiansen, samarit

Mere vand

I ølteltet var der godt gang i omsætningen.

En lind strøm af fadbamser bliver langet over bardisken. Men også en hel del vand. Der er ikke meget skygge af finde på festivalpladsen, så der skal kolde drikke til for at holde kropstemperaturen nede.

Carl Peter, der har hus på Femø, stod bag baren.

- Der bliver købt rigtigt meget vand og vi har heldigvis en hel container fuld af vand, siger han.

Havne-høkeren løb til gengæld tør for vand. Torsdag eftermiddag, da varmen havde lagt sig over havnen, var der ikke mere flaskevand på køl i den lille købmandsbutik.