Formand: Forsikring skal dække hærværk

Det er godsernes ansvarsforsikring for de to traktorer, der blev stjålet derfra og brugt til det omfattende hærværk, der skal betale for istandsættelsen, mener formanden for Vestenskov Kulturhus efter at have rådført sig. Foto: Jan Knudsen

- Vi er meget lettede og glade nu, selv om det selvfølgelig er surt at se nogen ødelægge andres ting på denne måde, siger formanden for Vestenskov Kulturhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

VESTENSKOV - Jeg kan med glæde oplyse, at vores skader skal dækkes af traktorernes ansvarsforsikring.

Sådan lyder det fra formanden for Kulturhuset Vestenskov, efter at han lokalt har søgt forsikringsrådgivning overnpå det omfattende hærværk begået mod blandt andet kulturhusets bygninger ved hjælp af to stjålne traktorer.

- Så vi er meget lettede og glade nu, selv om det selvfølgelig er surt at se nogen ødelægge andres ting på denne måde, siger formanden, Kurt Hansen.

Han oplyser, at han i fredags kontaktede godsfuldmægtig for godserne Rudbjerggård og Fredholm med besked derom. Mandag formiddag havde godsfuldmægtig René Rasmussen endnu ikke nået at få fat i sit forsikringsselskab.

Se billederne fra det omfattende hærværk, som ikke blot gik ud over kulturhuset, men også andre bygninger og omkring 40 vejskilte.

- Jeg håber at få fat i dem i løbet af i dag, men det er lidt svært, siger han og tilføjer:

- Indtil jeg har snakket med dem, har jeg ingen kommentarer.

Formanden for Kulturhuset Vestenskov mener sig så sikker i sin sag, at han allerede har takket for - og takket nej til alle indkomne tilbud om hjælp.

- Vi vil takke Dem fra Nordlunde for at tilbyde 10.000 kroner i hjælp til materialer og Lolland Kommune for tilbud om hjælp på 100.000 kroner, hvilket vi heldigvis ikke får brug for, siger Kurt Hansen.

- Yderligere er der flere private, som har doneret penge for at støtte op om vores store frivillige arbejde omkring Kulturhuset Vestenskov. Ovenstående luner i en trist situation. Tak.