FORMAND OM SKOLELUKNING: - DET VIL TAGE LIVET UD AF BYEN

At lukke hallen i Horslunde vil være dybt bekymrende, mener formanden for den forældrevalgte bestyrelse. Arkivfoto: Jan Knudsen

Hvis både skolen og hallen lukker i Horslunde, vil det have skæbnesvangre konsekvenser for byen, mener formanden for den forældrevalgte bestyrelse på Horslunde Landsbyordning.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ting er, hvis Horslunde Landsbyordnings skole lukker. Men hvis skolens hal, Ravnsborghallen, også lukker, så vil lokalområdet og foreningslivet blive ekstra hårdt ramt.

Det mener formanden for landsbyordningens fællesbestyrelse, Leif Utermöhl.

- Det virker meget bekymrende, at man overvejer at lukke en hal, for så fjerner man alt, hvad der har samlingskraft og sammenhængskraft i et kæmpestort område på Nordvestlolland, siger formanden.

I mandags argumenterede børn- og skoleudvalget for, at både Horslunde og Holeby Landsbyordnings skoler burde lukke. Det skete, da økonomiudvalget skulle beslutte, hvad der skal ske med landsbyordningerne.

Udvalget kom frem til, at skolerne skal lukke. 

Om det også ender sådan, afhænger af, om byrådet er enig med økonomiudvalget.

Det afgøres, når byrådet mødes 23. januar.

Ravnsborghallens fremtid

Men hvad der skal ske med Ravnsborghallen, som er tilknyttet Horslunde Landsbyordnings skole, er usikkert.

I uddraget fra økonomiudvalgsmødet står, "at der tages stilling til, om en eller begge haller i Horslunde og Holeby renoveres og bevares."

Hvis Ravnsborghallen lukker, vil foreningslivet rykke med, og "det vil tage livet ud af byen," mener Leif Utermöhl.

- Det bliver en soveby. Dem, der har købt hus, vil blive boende, for jeg tror, at det vil blive svært at sælge huse i Horslunde. Så børnefamilierne vil nok blive boende, og så må man køre til arbejde og køre for at hente sine børn i Nakskov.

Formanden for den forældrevalgte bestyrelse har selv en dreng, der går til gymnastik. Sønnen tager direkte fra skole til gymnastik, men hvis hallen og skolen lukker, så vil hele børne- og foreningslivet i Horslunde være udfordret, mener Leif Utermöhl.

Ikke inkluderet nok

Han har tidligere siddet i Lolland Kommunes byråd for Socialdemokratiet. Men han er ikke helt tilfreds med sine tidligere kolleger.

Mener du selv, at du og andre er blevet inkluderet godt nok i beslutningen om at lukke Horslunde Landsbyordning?

- Nej, så ville jeg overdrive en hel del. Jeg synes godt, at man kunne have inkluderet os lidt bedre, siger formanden for bestyrelsen.

Leif Utermöhl ser frem til høringsprocessen, efter der er truffet en endelig beslutning. Her går han ud fra, at politikerne lytter til de høringssvar, der kommer, og tager dem med i deres overvejelser.

Læs også: Skolers fremtid: Alt pegede mod en lukning

Læs også: Skolelukninger: - Debatten var der aldrig