Formand om "vanvittig" beslutning: - Den fejler jo ikke en skid
Karen Romme, formand for den lokale gymnastikforening, gav den gas på halgulvet og frygtede ikke et sekund, at bygningen skulle styrte ned om ørene på gymnasterne. Foto: Palle Nevad FrandsenPALLE NEVAD FRANDSEN
Havde Holeby Hallen været fyldt med aktivitet, var den aldrig blevet lukket, mener Karen Romme, formand for den lokale gymnastikforening.
Smil og latter. Det fylder Holeby Hallen denne tirsdag aften. Alligevel er der også nuancer af bitterhed, som blander sig mellem det gode humør. For det er sidste gang. Den allersidste dans. Den sidste gang fane er blevet båret ind. Snart låses døren til hallen, og når det sker, bliver nedrivningsholdet de næste, der låser den op.
Holeby-Bursø Gymnastikforening holder en lille komprimeret opvisning, som mere handler om at sige farvel til den hal, som åbnede officielt 6. august 1972. Allerede dengang var det diskuteret, om den lille Holeby Kommune havde råd til egen sportshal. Bygget blev den, og i den lille arbejderby har man elsket hallen.
Nu skal Lollands befolkning betale for at få den revet ned og fjernet. Det er vanvittigt, for den fejler jo ikke en skid.
Karen Romme
For gymnastikforeningens formand, Karen Romme, var den kommunale beslutning ikke overraskende.
- Gennem nogle år har jeg vænnet mig til, at det ville gå den vej. Jeg har gennem min tid oplevet mange skolelukninger på Lolland, men det er synd for området, siger hun.
Vanvittig beslutning
Annonce
Først røg den store skole, som blev bygget sammen med hallen, og få måneder senere fulgte en beslutning om at spare en istandsættelse af hallen væk. Facaderenoveringerne kunne ikke udsættes, og frem for at udbedre skaderne, valgte politikerne en lukning. En forklaring som Karen Romme ikke giver meget for.
Den sidste gymnastikopvisning i idrætshallen var nærmere et afdansningsbal, og der var masser af smil på læben. Foto: Palle Nevad FrandsenPALLE NEVAD FRANDSEN
Hun føler sig ikke bange, selv om hun står i en hal, som altså burde være i meget dårlig stand.
- Vi har aldrig været bange for at bruge hallen. Nu skal Lollands befolkning betale for at få den revet ned og fjernet. Det er vanvittigt, for den fejler jo ikke en skid, siger hun, og undskylder straks sit sprog.
For lidt aktivitet
Når man i tidligere tider kunne redde kirker, blot ved at afstøtte dem, burde det samme være muligt med hallen - uden at sætte gang i en ekstrem dyr renovering, eller nedrive en bygning, som binder byens - og nærområdets - frivillige kræfter sammen, mener hun.
Holeby Hallen
Holeby Hallen er på 1.386 kvadratmeter og har plads til 1.000 personer.
I 2022 var der syv foreninger, som brugte hallen, og den var i alt benyttet i 883,5 timer. Udregnet efter Mastersplanskriterierne har hallen en benyttelsesprocent på 35,71 procent.
Indenfor en rimelig afstand af Holeby Hallen er der følgende haller: Errindlev Hallen (7 kilometer), Rødby Hallen (6,3 kilometer), Rødbyhavn Sportshal (12,2 kilometer) og Maribo Hallerne (13,6 kilometer).
Hvis man ønsker at bevare Holeby Hallen, er der ifølge oplysninger fra Kommunale Bygninger udgifter til nødvendige tiltag og afledte tiltag på 4,67 millioner kroner. Og indenfor en periode på fem år er der fremtidige udgifter på 1,13 millioner kroner.
Hallen lukker permanent 30. juni.
Kilde: Lolland Kommune
I virkeligheden handler det om noget helt andet, er Karen Romme sikker på. Det handler nemlig om aktiviteten inde på gulvet. Der har været for langt mellem brugerne.
- Hvis hallen havde været fuldt belagt, så havde den ikke fejlet noget som helst. Det er jeg helt sikker på.
For få børn
Men tiderne ændrer sig, og meget er sket siden byen havde sin egen skole med over 400 elever. Børnene er væk fra Holeby, og det har gymnastikforeningen også mærket.
- Selvfølgelig har vi mistet børn her, for de siver væk over hele Lolland. Vi er blevet for gamle, og fordi vi gamle ikke får børn, siger Karen Romme.
Annonce
Sagen kort
Holeby Hallen er tilknyttet Holeby Skole, som lukkede endeligt i juni. Hallen har ifølge kommunen konstruktionsproblemer, som skal udbedres, for at den kan bruges fremadrettet.
Samtidig har Fritids-, Kultur og Folkesundhedsudvalget sat gang i en proces med en ny hal- og facilitetsstrategi. En del af baggrunden er, at udvalget skal spare 1,5 million kroner på de kommunale haller. Ved flere borgermøder over sommeren har foreninger haft mulighed for at komme med input til, hvordan man kan spare pengene uden at lukke haller, og fra politisk side har der også været talt om, at det var muligt at finde besparelsen uden at skride til lukninger.
Som led i budgetaftalen for 2025 har et flertal i byrådet besluttet at lukke og nedrive Holeby Hallen, da man gennem kommuneaftalen kan lånefinansiere nedrivningen, og problemerne med facadekonstruktionerne ikke tåler udsættelse.
Derfor har gymnastikforeningen ikke længere decideret børnehold for springgymnaster. Der er et hold for småbørn, og der er volleyball for unge, men skal der fart over feltet, er det andre steder. Springredskaberne er givet videre til Maribo Gymnastik Forening, så de ikke skal stå og samle støv.
Rykker i Medborgerhuset
Selv om fanen nu tager afsked med den gamle hal, er det langt fra lukketid for gymnastikforeningen. Den fyldte 92 år i januar og træder bare baglæns i historien for at samle sine medlemmer.
- I stedet for hallen bruger vi gymnastiksalen i Holeby Medborgerhus, hvor der er plads til vores hold, og måske kan vi få lidt mere der. Ellers må vi have nogle satellitter rundt omkring.
Gymnastikforenings fane var tirsdag aften på den sidste rejse i Holeby Hallen, inden den store idrætshal bliver lukket permanent til sommer. Foto: Palle Nevad FrandsenPALLE NEVAD FRANDSEN
Medborgerhuset var oprindeligt også en gammel skolebygning, fra før den nye skole kom til i 1972.
Den store udfordring er foreningens volleyball-hold for både unge og ældre. De har endnu ikke fundet plads til deres aktiviteter, da de kræver mere gulv end der er i den gamle gymnastiksal.