FORSLAG: LUK FOR BLODTAPNING I CENTRAL LOLLANDSK BY
Sådan er indsamlingen af blod organiseret i Region Sjælland. Ved bloddråberne er det mobile enheder, der kører ud og parkerer, mens der er faste tappesteder på sygehusene. Nu foreslås det at nedlægge den mobile enhed, der kører til blandt andet Maribo. Kort: Region Sjælland
Region Sjælland
Region Sjælland overvejer at organisere indsamlingen af blod på en ny måde - og at nedlægge den mobile enhed, der kører til Maribo.
MARIBO: Fire uger i dette år har Region Sjællands mobile blod-tappeenhed været parkeret ved Maribo Sundhedscenter.
Her har bloddonorer kunnet møde op og lægge arm til en tapning af blod, men det er ikke sikkert, det bliver muligt igen.
Sygehusudvalget i Region Sjælland er nemlig ved at drøfte en ny organisering af hele blodområdet, og i den forbindelse foreslår administrationen, at den ene af regionens to mobile tappeenheder skrottes.
Baggrunden er - måske lidt paradoksalt - at der er brug for mere plasma. Væsentligt mere plasma.
Faktisk har Danske Regioner bedt alle landets regioner skrue op for produktionen, og for Region Sjælland er ønsket, at den årlige produktion skal øges fra 16 til 40 tons.
Blod og plasma
- I Danmark kan frivillige bloddonorer give både fuldblod og plasma.
- Fuldblod indeholder røde blodlegemer, blodplader og plasma - plasma er den klare blodvæske uden blodceller.
- Plasma kan tappes ved plasmaferese. Det er en proces, hvor blodcellerne føres tilbage til donorens blod, så det kun er plasmaet, der tappes. Det er mindre belastende for kroppen end fuldblodstapning og kan derfor foretages hyppigere.
Det øgede behov for plasma skyldes, at brugen af lægemidlet immunglobulin er øget, og det fremstilles ved hjælp af plasma.
Den danske produktion af plasma kan ikke længere dække behovet, og den internationale forsyningssituation er usikker og præget af stigende priser og udsving i produktionen.
Enhed i dårlig stand
Mens der altså er et behov for mere plasma, er behovet for fuldblod let faldende, og derfor vil regionerne nu have et øget fokus på tapningen af plasma.
Men i regionens mobile enheder kan man kun lave fuldblods-tapninger, og samtidig benyttes de mobile tappesteder kun af få donorer i Maribo, Stege, Haslev, Faxe, Nykøbing Sjælland, Høng og Korsør.
Dertil kommer, at den ene af regionens to mobile tappeenheder er i en dårlig stand og vil skulle sættes i stand for 600.000 kroner, hvis den fortsat skal bruges.
Omkostningerne til at opretholde denne mobile enhed står derfor ikke mål med udbyttet og antallet af donorer.
På den baggrund foreslår administrationen, at der fremover kun skal være én mobil enhed - den største af de to, som i øvrigt for nylig er blevet sat i stand - som så skal betjene Nakskov, Vordingborg, Ringsted og Kalundborg.
I blandt andet Maribo skal det så til gengæld fra næste år være slut med tapning, og det har de lokale bloddonorenheder, der organiserer donorerne, givet deres opbakning til.
Skal hverve flere
Til gengæld skal der satses på de faste tappesteder, hvor kapaciteten og åbningstiderne skal udvides.
I dag tappes der fuldblod og plasma på sygehusene i Nykøbing, Næstved og Holbæk, og derudover tappes fuldblod - men ikke rent plasma - på sygehusene i Slagelse, Køge, Roskilde.
Administrationen foreslår derfor også, at faciliteterne på sygehusene i Slagelse, Køge og Roskilde udvides, så der kan ske plasmatapning der.
Derudover skal der så ske en betydelig indsats for at hverve nye donorer til plasmatapningen.
Det vil alt andet lige være lettere, hvis man ikke også skal rekruttere donorer til de små mobile tappesteder, vurderer administrationen.
Sundhedshusene i spil
Planen blev onsdag drøftet af Sygehusudvalget, men her trådte politikerne på bremsen.
Inden de vil beslutte sig, vil de nemlig gerne have en politisk dialog med bloddonorforeningen om, hvordan den ser på mulighederne for at bevare donorer, hvis man lukker i Maribo og andre af de lokale steder.
Samtidig vil politikerne gerne høre mere om foreningens overvejelser om muligheden for at forstærke indsatsen, så der der kan hverves tilstrækkelig mange donorer til at realisere planen om at øge produktionen så markant, som Danske Regioner ønsker.
Politikerne bad også administrationen om at undersøge mulighederne for at kompensere donorer for eksempelvis udgifter til kørsel og muligheden for at udvide faciliteterne i de eksisterende sundhedshuse, så man kan tappe plasma der.
Sagen kommer altså på dagsorden igen på et senere tidspunkt.
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen på broen