Forslaget har taget en drejning: Det kan få betydning i Nakskov

Politikerne i regionen vil gerne udvide åbningstiden i lægevagten på Nakskov Sundhedscenter. Arkivfoto: Claus Hansen

Et forslag om at udvide åbningstiden for lægevagten i Ringsted har taget en drejning, så en udvidelse i Nakskov nu også er i spil.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Udvid åbningstiden for lægevagten i Ringsted. Sådan lød et forslag, som Det Konservative Folkeparti havde sat på dagsordenen til et møde i regionens Forretningsudvalg tirsdag. Men i stedet for blot at vedtage forslaget, var Forretningsvalgets medlemmer enige om at gøre noget andet.

- Vi har besluttet, at vi skal se på alle de decentrale lægevagters åbningstid, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Regionen driver lægevagten på de fem centrale konsultationssteder på sygehusene i Nykøbing, Næstved, Køge, Roskilde og Holbæk med fuld åbningstid samt på fem decentrale konsultationssteder i Nakskov, Vordingborg, Ringsted, Nykøbing Sjælland og Kalundborg med begrænset åbningstid. Og det er altså de fem sidste steder, hvor det nu skal undersøges, om der er basis for at indføre fuld åbningstid.

Har givet håndslag

"Fuld åbningstid" betyder i dag fem timer på hverdage og 10 timer i weekenden og på helligdage, mens de fem decentrale konsultationssteder må nøjes med to timer om dagen, uanset om det er hverdag, weekend eller helligdag.

- Vi er enige om, at vi gerne vil arbejde hen imod, at så mange som muligt i lokalområdet kan blive tilset lokalt. Det kan godt koste nogle investeringer, og det har vi givet hinanden håndslag på, at vi vil drøfte i næste budgetlægning, fortæller Heino Knudsen.

Det kan godt koste nogle investeringer.

Heino Knudsen (S), formand, region Sjælland

Som forberedelse til de drøftelser skal administrationen i gang med at tilvejebringe data om, hvordan lægevagterne bruges i dag - og hvad behovet er.

- Vi vil dykke ned i, hvor mange der ikke kan blive tilset lokalt i dag. Hvor mange bliver for eksempel sendt til Nykøbing, fordi der ikke er plads eller åbent i Nakskov? spørger Heino Knudsen.

Lægevagten i Nakskov og Nykøbing

Lægevagten i Nakskov har åbent:

  • Hverdage klokken 16.30-18.30. Weekend og helligdage klokken 15-17.

Lægevagten i Nykøbing har åbent:

  • Hverdage klokken 17-22. Weekend og helligdage klokken 9-15 og 16-22.

Lægevagten i Nakskov har i gennemsnit 1,8 konsultationer i timen på hverdage og 3,9 i timen i weekender og på helligdage.

Lægevagten i Nykøbing har i gennemsnit 3,7 konsultationer i timen på hverdage og 4,8 i timen i weekender og på helligdage.