Først gik præmien gik til de forkerte

 

19. og 20. juni afviklede Dansk Rideforbund distriktsmesterskab for hold i dressur i Distrikt 5 ved et stævne i Fladså. Sakskøbing Rideklub havde fem hold til start, to ponyhold og tre hestehold. Den ene hestehold vandt og det ene ponyhold blev nummer 2, således at Sakskøbing Rideklub fik mesterskabet for heste for tredie år i træk, mens klubbens ponypiger blev nr. 2 for andet år i træk. Det blev selvfølgelig fejret med champagne til de 20 ryttere og til alle de fremmødte heppere fra Sakskøbing Rideklub... 
- Men tro det eller ej, der var sket en fejl i optællingen af point, så præmien blev givet til den forkerte klub ved ponymesterskaberne, fortæller Charlotte Hannibal fra rideklubben, og fortsætter: 
- Under normale konkurrencer er det således at det er den højeste procent der er gældende, men fordi der til holdmesterskaber rides i to forskellige klasser er det point der er gældende. En vågen forældre til en af ponyrytterne syntes Sakskøbing- holdet lå meget tæt på vinderne, så da hun talte pointene sammen og blev klar over at der var sket en fejl. Det skulle have været Sakskøbing som vandt. 
Fuglebjerg Rideklubs ponyhold havde fået deres 1. plads på procenterne, men til mesterskaber er det den samlede pointsum for tre af holdets fire ryttere, der er gældende. Hurtig til at finde en løsning Så var gode råd jo dyre. Den arrangerende klub var hurtig til at finde en god løsning både for de, som fejlagtigt blev kåret som vindere, og for dem, som skulle have vundet. Så torsdag i sidste uge blev de rigtige vindere kåret på Kjeldmosegaard i Reersø. Det skete i fuldt konkurrencedress, igen med champagne og andet godt. Og så var der også en æresrunde med ponyernes flotte vinderdækner.
 - De, som først blev fejret som vindere, bliver også distriktsmestre. Det er jo ponyryttere, som har fået præmier og flotte røde dækner, så de bliver distriktsmestre på point. I år er der altså to vindende ponyhold med røde dækner og alt hvad der hører til, oplyser Charlotte Hannibal. Det er ikke alene første gang i distriktets historie, at der er udnævnt to ponyhold som distriktsmestre. Det er også første gang, at en klub samme år er blevet mestre både med et hestehold og et ponyhold. 
Mestrene på hesteholdet er Lenette Lundqvist og Bøgelys Corona, Ditte Himmelstrup Madsen og Egeskovens Laurentz, Rikke Strate og Cantanit samt Ingrid Ølstad og Catzching Firfod. På ponyholdet drejer det sig om Emily Lundqvist og Rosengårdens Aragon, Sabrina Pilemand og Orchids Tigertail, Josephine Hansen og Sartors Robbin samt Emma Nymand og Sirius Hippios. 

Men nu er mesterskabet, æren og værdigheden havnet hos Sakskøbing Rideklub

Offentliggjort Sidst opdateret