Forstår ikke besparelserne: Hvorfor lukker de den?

En lukning forstår familien ikke meget af. Foto: Anna Møhl

Kulturpolitikere vil nedlægge musikskolerne i Nakskov og på Fejø.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Kulturpolitikernes bebudede besparelser på Lolland Musikskole falder ikke i god jord hos Georg Pedersen. Han er papfar til 13-årige Clara Hjorth Lau Hansen, som går til violinspil på tredje år på Lolland Musikskole.

- Vi oplever, at børnene kommer, som de er. Om de kommer fra velstående familier eller ej, så er der plads til alle på musikskolen, siger Georg Pedersen, der kalder de foreslåede besparelser for tal-kirurgi.

Besparelsen vil være 300.000 kroner årligt.

Vi oplever, at børnene kommer som de er. Om de kommer fra velstående familier eller ej, så er der plads til alle på musikskolen.

Georg Pedersen, papfar til 13-årige Clara Hjorth Lau Hansen, der går til violinundervisning på Lolland Musikskole

Nedlæg to afdelinger

Spareforslaget går ud på at nedlægge Lolland Musikskoles afdelinger i Nakskov og på Fejø. Hvis spareforslaget bliver vedtaget af byrådet, vil det betyde, at det kun vil være muligt at gå til musik på Østre Landevej 6 i Maribo.

Det er her, Clara Hjorth Lau Hansen går til violinundervisning og spiller i et band.

- Jeg kan slet ikke forstå, at de vil spare så lille et beløb, som vil gå ud over de børn, der ikke har mulighed for at komme til Maribo, siger Georg Pedersen.

Hvor skal der så spares?

- Det er ikke et luksusproblem. Der er langt mellem Maribo og Nakskov, så hvordan skal børnene transportere sig? siger Georg Pedersen, der mener, at byrådet skal støtte musikskolen i stedet for at afvikle den.

I sparekataloget fremgår det, at mange børn og unge med stor sandsynlighed ikke kan tage til Maribo for at modtage undervisning i Lolland Musikskole.

"Derfor vil elever måske være nødsaget til at fravælge tilbuddet", konkluderes det.

Om mulige besparelser på Lolland Musikskole

  • Der er godt 100 elever, der modtager instrumentalundervisning i Nakskov, hvor der også undervises i sammenspil og kor med mere.
  • Der er cirka 10 elever på Fejø, hvor der også afvikles undervisningsforløb i dagtilbuddet.
  • Ved at lukke afdelingerne på Vestlolland kan Lolland Musikskole reducere udgifterne til husleje, rengøring og varme med 150.000 kroner i 2024, og 300.000 kroner i 2025, 2026 og 2027.