Første gang siden 2016: Nu er der færre af dem

Foto: Denny Michael Jakobsen

Lolland Kommune oplever for første gang siden 2016 en nettofraflytning af borgere på offentlige ydelser. Ifølge formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Vibeke Grave (S) er der klare årsager til udviklingen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 2016 har Lolland Kommune haft en nettotilflytning af folk på offentlige ydelser.

Men i 2024 er tallene vendt.

Således var der sidste år 497 borgere på forskellige offentlige ydelser, der flyttede til kommunen, mens der var 562, der forlod den.

Det betyder altså, at der ved årets udgang var 65 færre end ved dets start.

Ifølge formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Vibeke Grave (S) skyldes de nye tal især, at boligpriserne i Lolland Kommune er steget markant de seneste år, hvilket har fået folk på offentlige ydelser til at flytte fra kommune.

- Samtidig har vi revet mange af de billige boliger ned, så vi ikke længere er så attraktive for personer, der ikke har så mange penge.

Store byggeprojekter som Femernbyggeriet har også betydet, at der er kommet mange med arbejde til kommunen, hvilket også har været med til at presse boligpriserne op.

På den måde er Lolland Kommune nu i mindre grad blevet en kommune, hvor man "altid bare kan finde en bolig".

- Hvis man røg ud af en bolig inde i København, så kunne man komme ned til Lolland, hvor man kunne finde en bolig, og så var problemet et andet sted, siger Vibeke Grave.