Fra Fejø til frontlinjen: René donerer elsket firehjulstrækker til Ukraine
Oprindeligt var René Lynges bil sølvgrå, men nu er den malet om i camouflagefarver. Her ses den kort før afgangen fra Fejø. Privatfoto.
René Lynge fra Fejø har besluttet at skille sig af med sin gamle firehjulstrækker, men i stedet for at sælge eller skrotte den har han doneret den til organisationen Biler til Ukraine.
Der er hjælp på vej til Ukraines hær fra Fejø. Her bor René Lynge, og han har besluttet at donere sin gamle dieseldrevne firehjulstrækker til den ukrainske hær i deres kamp mod russerne.
- Jeg kommer til at savne den, for jeg har virkelig været glad for den bil, men jeg må ikke længere køre til København med den, fordi den sviner for meget. Og det er lidt dyrt at have to biler, når man er førtidspensionist. Men bilen fejler ikke noget, fortæller han.
Han har derfor valgt at donere den til organisationen Biler til Ukraine, som ifølge organisationens hjemmeside donerer danske køretøjer af forskellig slags til ZSU - "Ukraines væbnede hær", der bruger bilerne til logistik og evakuering af sårede soldater.
Og torsdag morgen blev René Lynges firehjulstrækker sendt fra Fejø mod Gedser, hvorfra Biler til Ukraine sørger for via Tyskland at køre den og andre biler, som støder til fra Jylland, til Ukraines hovedstad Kyiv.
Annonce
Bilen er blevet tanket op, har fået lavet service hos Fejø Auto, og er malet om af Michael Guldhammer fra Fejø, så den nu fremstår i camouflagefarver. Og takket være økonomisk og praktisk hjælp fra beboerne på Fejø og Fejø Frugt blev den også fyldt op med lokale æbler og æblemost.
Artiklen fortsætter under billedet.
Bilen er fyldt op med æbler og æblemost fra Fejø. Privatfoto.
Sammen med René Lynges bil kører en følgebil fyldt med benproteser og 3D-printere.
Pengene til brændstof, service og maling af bilen samt æbler er most er kommet ind via en privat indsamling.
Præcis hvor i Ukraine, bilen kommer til at gøre tjeneste, vides ikke med sikkerhed endnu, men René Lynge får en sms, når den er nået frem.
Kragenæs Havn tidligt torsdag morgen. Her overdrog René Lynge (i midten) bilen til Erik Jon Sloth (til højre), som kører den til Ukraine. Til venstre ses Lean Milo, som kører følgebilen med benproteser og 3D-printere. Privatfoto .
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde