Fra sydens sol til Lolland: Det var kærlighed ved første blik

Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for brasilianske Ana Carmello, som allerede elsker Maribo, hvor hun er flyttet til. Foto: Palle Nevad Frandsen

Brasilianske Ana Carmello har byttet Portugals varme ud med dansk efterår.

Offentliggjort Sidst opdateret

I fire år har brasilianske Ana Carmello arbejdet i Portugal, men nu har hun sagt farvel til sydens sol, og i stedet for bosat sig i Danmarks mindste domkirkeby. Oprindeligt kommer hun fra millionbyen Rio de Janeiro, som både er kendt for Copacabana og den store Kristus-statue, som troner over byen.

Danmark er det rigtige land at være i, for danskerne har den helt rette indstilling til at give plads til familielivet.

Ana Carmello

I dag bor Ana Carmello midt i Maribo, med havørnene i luften over Naturparken få minutters gang fra lejligheden, og trolden Fire Vilje gemt i et skovbryn. For den unge brasilianer har byen været kærlighed ved første blik.

- Den er lille, men den er utrolig hyggelig, og her er masser af gode restauranter. Samtidig er her sikkert at bo, og det er lidt en modsætning til hjemme i Brasilien, fortæller hun.

Hårdt at arbejde i Portugal

Men det var hverken maden eller den friske luft, som trak hende til Lolland. Det var arbejde. For selv om den 29-årige brasilianer først blev uddannet tandlæge i 2017, er hun kommet til Maribo for at blive klinikejer. Det har altid været hendes drøm at have sin egen tandlægeklinik - og det har hun nu.

1. oktober købte hun Tandklinik Nørregade i Maribo af Andrej Srdoc, der fortsætter på klinikken som almindelig tandlæge. Dermed udlever hun en drøm om at slå sig ned i Danmark, og hun håber, at have den midtlollandske klinik lige så længe, som hun er på arbejdsmarkedet.

De kom kun til tandlægen når det gjorde ondt, og ønskede enten smertelindring, få fjernet tanden eller ordnet hullet, men efter det, så jeg dem ikke igen.

Ana Carmello

- Danmark er det rigtige land at være i, for danskerne har den helt rette indstilling til at give plads til familielivet, siger Ana Carmello, som i sine fire år i Portugal dagligt måtte knokle hårdt.

- Jeg stod op, gik på arbejde, kom hjem, tog et bad og gik i seng. Det er ikke nogen god måde at leve på. Der skal være plads til at have et liv ved siden af.

Det har hun fundet i Maribo. Her har hun tid til at gå i fitnesscenter, bruge byens restauranter og se dansk tv. Sidstnævnte mest som led i integrationen, for den største udfordring ved at komme til Danmark har været at lære sproget.

- Jeg kan godt forstå patienterne, men jeg taler ikke sproget særligt godt. Heldigvis har jeg nogle klinikassistenter, som er gode til at hjælpe mig.

Savner sine far og sine hunde

Men det anderledes sprog er svært, og danskerne gør det ikke nemmere for en udlænding, for de taler meget hurtigt. Til gengæld er de både høflige og utroligt søde, gør klinikejeren opmærksom på - og så er de rigtigt gode til at passe på tænderne.

I Portugal var oplevelsen en helt anden. Der betyder det pæne smil ikke det samme.

- De kom kun til tandlægen, når det gjorde ondt, og ønskede enten smertelindring, få fjernet tanden eller ordnet hullet, men efter det, så jeg dem ikke igen. Måske ville de vende tilbage efter fem eller syv år, når noget gjorde ondt, forklarer Ana Carmello.

Overtager traditionsrig klinik

Tandklinik Nørregade var oprindeligt drevet af Birthe og Palle Greven. Ægteparret overtog en klinik på Vesterbro i 1984, men flyttede den senere til den nuværende placering midt i byen.

Birthe Greven gik på pension i 2011, og i 2017 solgte Palle Greven klinikken til Andrej Srdoc, der nu sælger den videre, men bliver i klinikken som almindelig tandlæge.

Den nye klinikejer, Ana Carmello, er født og opvokset i Rio de Janeiro, hvor hun også har taget sin uddannelse som tandlæge. Hun blev færdig i 2017, og flyttede siden til Portugal.

På Tandklinik Nørregade er der 11 ansatte, hvor af de fire er tandlæger.

Derfor er Danmark et drømmeland at komme til som tandlæge, og det ændrer hverken sprog eller klima noget på. Måske kommer hun til at savne det lyse Sydeuropa, når den mørke vinter tager rigtigt fat i Danmark, men lige nu mærker hun intet til kulden.

For mens husene i Portugal var kolde at bo i, så føles det dejligt varmt at bo i Danmark. Hjemme i lejligheden kan hun rende rundt i shorts og t-shirts uden at fryse, og så er alt godt. Men en smule af hjertet er efterladt på den iberiske halvø.

- Min far bor stadig i Portugal sammen med mine hunde, og jeg savner dem alle, siger hun.