Frække tyverier i Langø

Efter tidligere, omfattende tyverier i Langø Havn investerede havnen i mere belysning.

Det forhindrede ikke en bande tyve i natten til tirsdag at plyndre fem joller for nye, dyre påhængsmotorer til en samlet værdi mellem 135.000 og 150.000 kroner.

Tyvene var så frække, at de forhalede en båd over under en af de nye lamper for bedre at kunne se at stjæle.

- Ja, de lamper var vist en dårlig investering, siger en vred formand for Langø Havn, Erik Rasmussen. Han er selv blandt de bestjålne og har mistet en helt ny motor til 26.000 kroner. Motoren var ikke forsikret.

- Forsikringspræmierne er så dyre, at der næppe er nogen af motorerne der har været forsikret. Nu må vi så overveje andre midler - måske små chips, så tyvekosterne kan spores via satellit, siger Erik Rasmussen.

Der er tale om tre Yamaha og to Suzuki motorer på 30 og 25 heste samt en enkelt fir-takts seks hestes påhængsmotorer.

- Det er de helt nye og dyreste motorer, der er udvalgt. En er båret ind fra en lang bådebro. Den tungeste vejer 92 kilo, så vi tror der har været fire mand om at løfte den op på kajen. Bilerne har tilsyneladende stået gemt bag kiosken, fortæller Erik Rasmussen.

Ved 3.20-tiden i nat hørte en fisker en bil køre væk.

- Vi håber, folk kan give politiet oplysninger om eventuelle biler de om natten har mødt på Langøvej, siger Erik Rasmussen.

Han nævner, at der ved 14-tiden om mandagen blev set en ældre, meget mørkeblå Audi med fire mænd i og polske nummerplader, som kørte rundt på midtermolen og lystbådehavnen i Langø på påfaldende vis.

- Det kan sagtens være tyvene, der har været ude og sondere terræn, mener Erik Rasmussen, som opfordrer beboere i andre havne til at holde øjnene åbne og give politiet besked om eventuel mistænkelig adfærd.

Iøvrigt er der ofte fiskere på Langø Havn ved 3-tiden om morgenen, men netop nu fisker de i Øresund.




Natten til tirsdag forsvandt bådmotorer for op mod 150.000 kroner. Tyvene gik efter de nyeste og bedste.

Offentliggjort Sidst opdateret