Frem er trukket i roligere vinterlæ

"Frem" blev bygget til at fragte æbler og pærer, men har blandt andet også været stenfisker og uddybningsfartøj, sejlet med jøder til Sverige og været søspejder-skib. Foto: Privat

Tidligere sunket paketbåd, bygget på Fejø, skal sættes i stand.

Offentliggjort Sidst opdateret

KRAMNITZE Bådebygger Per Rolighed har sammen med formanden for foreningen til bevarelse af bugserbåden "Nakskov Havn 1," Benny Jacobsen, sat sig for at redde et nyt, gammelt skib. Det er paketbåden "Frem," der blev bygget på Fejø i 1934.

Skibet, der blandt andet har sejlet frugt til København, har i en del år stået på bunden af Næstved Havn, men er senest transporteret til Rødbyhavn.

Men Rødbyhavn med kæmpe skvulp, blandt andet når færgerne går ind og ud, ville blive et for farligt vinterhi, så nu er det mishandlede skib trukket i vinterlæ i Kramnitze Havn.

- Der planlægges en første renovering på Rødbyhavn Bådeværft, hvorefter den fremtidige hjemhavn er Plutteøen i Nakskov, hvor flere delprojekter i renoveringen venter - og gerne med deltagelse af FGU-elever, siger Benny Jacobsen.

Han tilføjer, at det er meget nødvendigt, at unge får uddannelse i det maritime håndværk og i fremtiden kan vedligeholde skibe som skonnerten "Johanne," jagten "Emanuel," bugserbåden "Nakskov Havn 1," damplystyachten "Ladye Dora" og paketbåden "Frem," som alle bliver hjemmehørende i Nakskov og repræsenterer den sejlende kulturarv:

- Det er en kulturarv, som Nakskov kan være stolt af, men som godt kunne bruge større politisk opbakning.