Frugtfesten slår rod
Det var råkoldt aprilsvejr af værste skuffe, da kommunen, handelsstandsforeningen og frugtfestivalen tirsdag eftermiddag markerede begyndelsen på et blomstrende samarbejde med tre nye æbletræer på Sakskøbing Torv.
Folk fra Guldborgsund Kommunes Entreprenørvirksomhed havde været virksomme fra morgenstunden, og de tre store træer stod allerede solidt plantet i mulden på hjørnet ved Hülyas pizzeria. Der lå en ekstra bunke muld tilbage, og der var købt nye spader, for at borgmester John Brædder, frugtfestivalens formand Claus Meyer og handelsstandsforeningens formand Jan Herluf Petersen kunne fuldende planteprocessen med tre symbolske spadestik.
Nu markerer de otteårige æbletræer af den lokale æblesort Guldborg, at Sydhavsøernes frugtfestival efter tre år i Sakskøbing har slået rod for alvor. Træerne blomstrer allerede om en måned, og med lidt held bærer de også frugt, når den fjerde udgave af frugtfestivalen fylder Sakskøbing med gæster fra nær og fjern 17. og 18. september.
- Det er dejligt, at det selv i spare tider kan lade sig gøre at gøre noget positivt, sagde Birte Aagaard som optakt på vegne af Sakskøbing Turistforening og som medlem af frugtfestivalens bestyrelse.
Mens John Brædder glædede sig ved, at festivalen kan bidrage til, at byens borgere får noget at identificere sig med, og at folk ude omkring kan få øjnene op for Sakskøbings kvaliteter.
Bag symbolikken og de pæne ord ligger en konkret aftale om kontant kommunal støtte til udvikling af festivalen over de kommende tre år med 675.000 kroner i alt, men faldende fra 250.000 kroner i år, 225.000 kroner næste år og 200.000 kroner i 2013.
Støtten skal være fundamentet under frugtfestivalens udviklingsstrategi, som skal gøre festivalen i Sakskøbing til den største og vigtigste begivenhed inden for frugt i Danmark. Ambitionerne er formuleret i en udviklingskontrakt, som opregner en række konkrete mål: Der skal hvert år være flere udstillere både fra Danmark og fra udlandet end året før, og festivalen skal hvert år tiltrække et voksende antal gæster og skaffe sig større egenindtægter.
Efter plantningen satte Claus Meyer og John Brædder i fællesskab og samtidig deres underskrift er på udviklingsaftalen, hvorefter de beseglede kontrakten med muntert at gnaske hvert sit æble.
Senere følger en plan for plantning flere frugttræer andre steder i byen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker