FRUGTPLANTAGE VIL ÅBNE GÅRDBUTIK

Anita Winter fra Kernegaarden (til venstre). Arkivfoto: Ingrid Riis

Kystdirektoratet ser positivt på, at frugtplantage udvides med gårdbutik.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEJØ: Frugtplantagen Kernegaarden på Fejø har fået en dispensation af Kystdirektoratet.

Med hjælp fra Arkitektgården i Maribo har indehaverne ønsket at udvikle forretningen, men da frugtplantagen med de tilhørende bygninger ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, har det krævet Kystdirektoratets accept.

Af ansøgningen fremgår det, at Kernegaarden gerne vil have tilladelse til en gårdbutik i de eksisterende bygninger, som hverken skal ombygges eller udvides.

Her sælges der produkter fra egen frugt, der efterfølgende kan nydes i gården og de tilstødende områder.

”I tilknytning til salget af egne produkter ønskes det at tilbyde tapasretter, der består af indkøbte færdigproducerede retter, der anrettes og efterfølgende serveres i gården. Anretningen vil kunne foregå fra de eksisterende faciliteter i bygningerne. Der forventes, at der vil være op til 20 gæster ad gangen i tidsrummet 11-15 i perioden 1. juni til 31. august - dog kan der være op til seks arrangementer, hvor der vil komme flere gæster, og uden for det nævnte tidsrum”, står der også i ansøgningen.

Blot første skridt

Som nævnt har Kystdirektoratet imødekommet ønsket om en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Direktoratet vurderer nemlig, at Natura 2000-området i nærheden ikke vil blive påvirket, ligesom planerne heller ikke vil beskadige eller ødelægge plantearter eller yngle- eller rasteområder for dyrearterne i området.

Dertil kommer, at det politisk er bestemt, at strandbeskyttelsen skal administreres lidt mere lempeligt på små øer, når forholdene og hensynet til øernes erhvervsmæssige udvikling kræver det.

Derfor konkluderes det i afgørelsen:

”Kystdirektoratet finder, at etablering af en ”mindre” gårdbutik inden for ejendommens eksisterende ramme, der primært har sigte på salg af egne produkter ikke vil udgøre en så væsentlig merbelastning af området, herunder også i forhold til de omtalte arrangementer. En udvidelse af sortimentet ud over egne produkter vil - når der henses til, at Fejø er en mindre ø - kunne ske i begrænset omfang, men ikke i en sådan grad, at servering af færdigretter og lignende bliver bærende for driften, og at der bliver tale om cafélignende drift.”

Kystdirektoratets tilladelse er dog blot første skridt - kommunen skal nemlig også sige god for planerne. Den tilladelse håber Kaj Winter fra Kernegaarden at få i løbet af en måneds tid.