Frygter de skider på krigsheltes minde: Nu skal det sikres

Den 5. maj 1946 blev mindestenen for de tre dræbte flyvere fra "Lovely Lady” rejst.

I over 78 år har mindestenen for et nedstyrtet fly stået på Sydlolland. Men i området går der nu græssende kvæg og vilde heste. Det bekymrer lokalhistoriker. Ejeren er på vej med løsning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Over Fyn nedskød tyskerne den 9. april 1944 bombeflyet "Lovely Lady". Flymotorer brændte, men med lasten fuld af bomber turde piloten Albert J. Taft ikke nødlande. Han droppede bomberne over Østersøen, inden B-24H Liberatoren styrtede ned og brød i brand.

Tre unge amerikanske soldater mistede livet. To blev skuddræbt af tyske jagerfly, den sidste døde, da han sprang ud i for lav højde.

Et par år efter opsatte man stenen, hvor flyet styrtede ned. Siden har mindesmærket stået på Saksfjed Inddæmningen på Sydlolland.

Læs også: Blodigt døgn på himlen over Lolland-Falster

Men Christian Løye fra Sydlollands Lokalhistoriske Arkiv er bekymret for stenens forfatning, for at de fritgående køer og heste bruger mindestenen som lokum og gnubber sig op ad det historiske levn.

Skærmer dyrene for mindestenen

Bekymringen er relevant nu, fordi Hempel Fonden i 2023 overtog det lidt under 800 hektar store kystområde. Det er omdannet til vild natur med åbne græsarealer, skove og vadområder, og græsslåningsarbejdet står kvæg og vilde heste primært for.

Men nu vil Hempel Fonden sikre sig, at dyrene holder en passende afstand til historien.

- Vi har allerede fået indhentet tilbud på at få sat et hegn op og har accepteret det, så nu venter vi bare på, at hegnsfirmaet får tid til at sætte et hegn op, siger Thor Hjarsen, projektleder og seniorbiolog ved Saksfjed Vildmark.

Når hegnsfirmaet først går i gang, burde det ikke tage mere end en uge, så inden december forventer biologen, at dyrene ikke har fri adgang til flyvermindesmærket. Og for alle os andre vil en klaplåge give adgang til mindestenen.

- Vi er en ansvarlig ejer

Thor Hjarsen kan ikke genkende lokalhistorikerens bekymring for, at dyrene har vandaliseret monumentet.

- Vi har selvfølgelig hele tiden holdt øje med det, for nu går der græssende dyr omkring. Indimellem opholder de sig under træerne. Det har de især gjort i sommer, når det har været varmt. Men vi har ikke set skader på selve flyvermindesmærket. Det er klart, at vi er en ansvarlig ejer, der har holdt øje og diskuteret det med vores frivillige, siger han.

Hvorfor kommer hegnet nu?

Mindesmærket er helt unikt i Saksfjed Vildmark. På de mange hektar findes der ingen andre monumenter eller fortidsminder, da området var gammel havbund frem til inddæmningen i slutningen af 1800-tallet.

Siden 2023 har Hempel Fonden været i gang med at omdanne området til vild natur. Hvorfor kommer indhegningen først nu?

- Vi har reelt først kunnet forvalte arealet fra januar 2024, da forpagtningerne til brak og afgrødedyrkning samt øvrige græssende dyr udløb.

- Flyvermindesmærket kom med i den store hegning i foråret 2024, hvor der blev åbnet for dyrene. Man kan sige, at vi reelt kun har haft dyr sammen med mindesmærket siden foråret 2024. Vi har hele tiden holdt øje med flymindesmærket. Nu har vi besluttet, at vi inden vinter hegner det fra for at forebygge, at der skulle ske noget.