Gæld på 18 millioner

Selskabet, som drev hotel i Bandholm, efterlader sig en kæmpe gæld - og kreditorerne skal ikke forvente at få noget som helst. Foto: Anders Knudsen

Selskabet bag Bandholm Hotel går ned med et rungende brag.

Offentliggjort Sidst opdateret

BANDHOLM Gælden i selskabet Bandholm ApS - der drev Bandholm Hotel og i forbindelse med konkursen har skiftet navn til AVS 17.1.2022 ApS - er på over 18 millioner kroner. Det fremgår af en opgørelse fra kurator Morten Jensen, og størstedelen af gælden udgøres af to poster.

Forrest i køen til at få de penge, der kan findes i konkursboet, står de tidligere medarbejdere. De - eller rettere Lønmodtagernes Dyrtidsfond - har krav på cirka 830.000 kroner i form af ubetalt løn, feriegodtgørelse og lignende.

Den næste store post er de simple krav, som er dem, der handler om hotellets køb af varer og serviceydelser. Her er der anmeldt krav for samlet 17,3 millioner kroner. Dermed kommer den samlede gæld op på over 18,1 million kroner, og umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at boet vil kunne betale.

Den foreløbige opgørelse over aktiver - altså indestående på bankkonti samt varer, der kan sælges - udgør kun lidt over 30.000 kroner. Kommer det ikke væsentligt højere op, må kreditorerne altså indstille sig på, at de ikke får så meget som en skrammet 50 øre.

Morten Jensen er dog ved at undersøge, om boet har tilgodehavender noget sted, eller om ledelsen op til konkursen har truffet økonomiske beslutninger, der kan betegnes som så kritisable, at de kan omstødes. Men endnu er der ikke konstateret noget, der giver tro på, at det kan sikre kreditorerne deres tilgodehavender - eller bare en procentdel af dem.

Til gengæld har flere vist interesse for at byde på inventaret og varelageret, og den proces ventes afklaret hurtigt. Aktiverne befinder sig nemlig i lokaler, som var lejet af det konkursramte selskab, og som derfor skal rømmes. Derfor ventes salgsprocessen med Morten Jensens ord at blive "kort og koncentreret".

Men Lollands Bank har tinglyst virksomhedspant i aktiverne, og han forventer ikke umiddelbart, at de vil blive solgt for mere, end banken har pant for.

Blandt dem, der har penge til gode, er en lang række kunder, der har købt gavekort eller forudbetalt ophold. Alene disse krav løber op i omkring 400.000 kroner, og flere har købt gavekort eller betalt ophold helt frem til det øjeblik, hvor driften blev indstillet.

Disse kunder er umiddelbart dårligt stillet, men Morten Jensen vil senere i behandlingen af boet undersøge, om den tidligere ledelse eller andre kan gøres ansvarlige og pålægges at erstatte disse kunders tab.